VM fodbold

Nu bruger Tyskland forbudt kampagne i ny protest

Det tyske fodboldforbund reagerer på dagligvarekæden Rewes beslutning om at trække sig som sponsor i protest mod FIFA ved at bringe 'OneLove' i spil.

Syv landsholdsanførere har indirekte fået nej fra FIFA, fodboldens verdensforbund, til at bruge 'OneLove'-armbindet ved VM, men symbolet vil stadig komme i spil under slutrunden i Qatar.

Det sørger det tyske fodboldforbund, DFB, for.

Tidligere på ugen trak dagligvarekæden Rewe sig som sponsor for det tyske landshold, og deres reklameplads i det tyske landsholds mediecenter i Qatar er nu erstattet med 'OneLove'-symbolet.

Det skriver det tyske medie BILD, og det kunne også ses, da de tyske spillere Julian Brandt og Kai Havertz fredag formiddag svarede på spørgsmål fra pressen.

På pressevæggen bag dem var Rewes logo afløst af 'OneLove'-symbolet, der symboliserer retten til at være den, man er, og retten til ikke at blive diskrimineret på grund af det.

- På grund af en partners beslutning om at give afkald på sit sponsorat seks uger før kontraktudløb, fik DFB også muligheden for at udtrykke sin holdning med 'OneLove'-symbolet på de næsten daglige pressemøder i Qatar, siger DFB i et statement til BILD.

Danske sponsorer holder fast

Rewe trak sig som landsholdssponsor mandag, efter at det tyske forbund valgte at droppe 'OneLove'-armbindet.

Beslutningen om at droppe armbindet skyldtes, at FIFA truede DFB og seks andre fodboldforbund – heriblandt det danske, Dansk Boldspil-Union (DBU) – med sportslige sanktioner, hvis de syv landsholdsanførere bar armbindet i kamp.

FIFA-truslen fik dog ikke den tyske indenrigsminister Nancy Faeser til at droppe noget som helst. Få meter fra FIFA-præsident Gianni Infantino overværede hun det tyske 1-2-nederlag til Japan med 'OneLove'-bindet om armen.

I modsætning til Rewe har det tyske landsholds øvrige sponsorer valgt at fortsatte samarbejdet med forbundet. Også det danske landsholds sponsorer holder fast trods forbuddet mod regnbuearmbindet.