VM fodbold

Ronaldo fanget i uheldigt optrin

Det var ikke kun Ronaldos historiske mål torsdag, der vakte opsigt. Hans fumlen efter en gemt genstand i shortsene får nu også stærk opmærksomhed.

Da Portugal torsdag vandt 3-2 over Ghana, var der rigeligt med nedslagspunkter.

Ronaldos historiske scoring, en mærkværdig ghanesisk jubel, en portugisisk hjerneblødning og en Ronaldo-jubelscene lige foran Messi er blot nogle af højdepunkterne.

Alligevel er det måske et optrin, der ikke blev vist på i hvert fald dansk tv, som vil stjæle det største fokus.

For efter 37 minutter af opgøret zoomede et kamera helt ind på Cristiano Ronaldo, der havde gang i noget lidt suspekt.

Den portugisiske verdensstjerne gravede sin venstre hånd ned i skridtet, hvorefter han længe fumlede efter noget ...

Til sidst hev Ronaldo en lille genstand op, formentlig en lille energitablet, som blev kylet indenbords, inden han fortsatte opgøret ufortrødent.

Det er den tyske tv-station ARD, der har fanget Ronaldos optrin.

Om det var den formodede energitablet, der gjorde forskellen, må stå hen i det uvisse, men faktum er, at Ronaldo senere i opgøret bragte Portugal foran 1-0 på et straffespark.

Det var det femte VM i streg, at den nu 37-årige portugiser kom på måltavlen. Det er der ingen andre i historien, der har opnået.