- Et pis-mål til sidst, siger skuffet Hjulmand
Danmark tabte 1-2 til Frankrig i anden gruppekamp ved VM og er under stort pres. Kasper Hjulmand ærgrer sig mest af alt over Frankrigs sidste mål.
Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand, lagde ikke skjul på sine følelser, da han gjorde status over for TV 2 SPORT efter 1-2-nederlaget til Frankrig.
Er du skuffet?
- Ja.
Det var tæt på, hvad manglede fra jeres side?
- Det er igen de små ting. Vi havde håbet på, vi kunne lukke den til her til sidst. Det var, som om kampen var gået lidt kold, men det er jo simpelthen så små ting. Vi giver dem det indlæg, som vi ikke skal give dem, og følger ikke helt med ved bagerste stolpe, og så får han den ramt med maven. Vi havde også et godt forsøg inden, så det er igen de små ting, slog Kasper Hjulmand igen fast.
"Pis-mål til sidst"
Danmark var indledningsvist under stort pres, men ved pausen var der stadig ikke scoret.
Det fik PSG-stjernen Kylian Mbappé lavet om på efter 61 minutter, da han bragte Frankrig foran. De danske spillere svarede dog igen, men trods en udligning var det alligevel franskmændene, der snuppede alle tre point, da Kylian Mbappé fik skrabet et indlæg i mål.
- Vi spiller generelt en god og modig kamp. Det er et fantastisk godt hold, vi møder. Der er altid tidspunkter, hvor man virkelig skal klemme ballerne sammen mod Frankrig og forsvare heroisk i feltet, og jeg synes egentlig, vi fik spillet en god kamp og kom tilbage.
- Så var det, som om begge hold måske kunne leve med uafgjort, og så får de alligevel det pis-mål til sidst, lød det fra en ærgerlig dansk landstræner.
Manglede dynamik og x-faktor
Midtbane-styrmanden Pierre-Emile Højbjerg stod også tilbage med blandede følelser efter kampen, som beskrives som "okay" i hans øjne.
- Til tider får vi kontrolleret kampen okay, og jeg synes, vi ofrer os godt og kommer i vejen for meget. Der mangler den sidste dynamik og x-faktor oppe foran.
- Men det er et af de bedste hold i verden. Vi får dem presset, og de udviser stor respekt for os, så det skal vi tage med, men uanset hvad skal vi afgøre det selv i sidste kamp, sagde Pierre-Emile Højbjerg.
Danmark kan stadig gå videre fra gruppen, hvis de slår Frankrig, men danskerne er afhængige af resultatet i Tunesien-Frankrig. Bliv klogere på alle scenarierne her.