VM fodbold

Mbappé sænker Danmark i VM-brag - nu venter gyser

Kyllian Mbappé, en af verdens bedste fodboldspillere, var for stor en mundfuld for Danmark ved VM i Qatar. Nu venter gyser mod Australien på onsdag.

Danmark kæmpede bravt lørdag aften, men det var ikke nok til at få point mod de regerende verdensmestre fra Frankrig.

Et glimt af verdensklasse fra Kyllian Mbappé betød, at franskmændene bragte sig i front kort efter pausen.

Danskerne svarede dog lynhurtigt igen med en scoring fra hjørnespark, men kort før slutfløjtet blev PSG-stjernen Mbappé dobbelt målscorer.

Frankrig vs. Danmark
2-1
Ft
  1. 61' MålKylian MbappéAssist: Theo Hernández
  2. 68' MålAndreas ChristensenAssist: Joachim Andersen
  3. 86' MålKylian MbappéAssist: Antoine Griezmann

Resultatet betyder, at Danmark ikke selv kan afgøre sin skæbne for videre avancement. Danmark skal vinde over Australien, og såfremt Tunesien ikke gør det bedre mod Frankrig, end Danmark gør mod Australien, vil en sejr være nok til at gå videre til 1/8-finalen. Danmark skal nemlig ende med en bedre målscore end tuneserne, men du kan få HELE overblikket her. Alt andet end en sejr over Australien vil sende Hjulmands tropper ud.

VM gruppe D

VM gruppe D
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1320163+36
2320134-16
331111104
4301213-21

Danmark møder Australien på onsdag klokken 16. I samme tidsrum spiller Tunesien mod Frankrig.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Da Danmark og Frankrig mødtes i VM-gruppespillet for fire år siden, var det en lang og målløs ørkenvandring - lørdag var det kun den tropiske temperatur på containerstadionet Stadium 974, der havde ørkenskær over sig.

Franskmændene pressede ihærdigt på gennem det meste af opgøret og følte sig næppe i fare for at lide årets tredje nederlag til Danmark. Symptomatisk for det store overtag var Kasper Schmeichel opgørets bedste dansker, men efter flere gode redninger var han prisgivet ved begge Frankrigs mål.

Danmark nød også godt af, at Kylian Mbappé og Antoine Griezmann høvlede hver sin kæmpe chance over mål.

En grim skade til Thomas Delaney og småskader til Simon Kjær og Andreas Skov Olsen var medvirkende årsager til, at Kasper Hjulmand måtte skifte hele fire spillere i sin startopstilling sammenlignet med den målløse premierekamp mod Tunesien tirsdag.

Havde den trio været i topform, havde Danmark formentlig kunnet gøre kampen tættere.

I fraværet af Delaney spillede Christian Eriksen på den centrale midtbane. Den danske kreatør var dog iført en fransk overfrakke i form af Antoine Griezmann, der konstant kiggede sig over skulderen for at orientere sig om fynboens position.

Derfor fik Eriksen i ringe grad lov til at diktere det danske spil, og holdkammeraterne kæmpede længe med at sætte tre gode afleveringer i træk sammen på franskmændenes halvdel.

Nelsson har tydeligt ondt i anklen, og Koundé får gult kort. Video: TV 2 Sport

Mikkel Damsgaard og Andreas Cornelius var blandt de danskere, der havde en svær dag, og sidstnævnte blev pillet ud i pausen til fordel for Martin Braithwaite. Det gav lidt mere liv i Danmarks indtil da tamme offensiv.

Anfører Simon Kjær var bænket som følge af lårproblemer. Afløseren Victor Nelsson gjorde det hæderligt i Danmarks bagkæde, Galatasaray-stopperens lange diagonalbolde i første halvleg var blandt de bedste danske indslag.

Danmark var dog sjældne gæster i Frankrigs felt frem til Andreas Christensens udligning i det 68. minut.

Danmark spiller sig til en chance, som sagtens kunne have endt med mål. Video: TV 2 Sport

Joachim Andersen vandt den første duel efter et hjørnespark, og bolden røg over i feltets bageste område, hvor Andreas Christensen kastede sig frem og udlignede med Danmarks første VM-scoring i fire år.

En håndfuld minutter efter udligningen havde Jesper Lindstrøm chancen for at score et ufortjent føringsmål, men præcisionen manglede. Det samme gjaldt, da Martin Braithwaite forsøgte sig i det 81. minut.

Afbrænderne blev ekstra kostbare lidt senere. Kylian Mbappé løb bag om ryggen på Rasmus Nissen Kristensen, så franskmanden fra nært hold kunne dirigere et perfekt indlæg i mål med låret og sikre fransk avancement til ottendedelsfinalen.