Hjulmand svarer undrende ekspert: - Han var færdig

Landstræner Kasper Hjulmand pillede Mikkel Damsgaard ud og sendte Kasper Dolberg på banen til de sidste 20 minutter mod Frankrig.

Danmarks nummer 14, Mikkel Damsgaard, havde netop leveret en glimrende aflevering til Jesper Lindstrøm, der var tæt på at sende Danmark på 2-1, da hans nummer lyste op på udskiftningstavlen.

Brentford-spilleren blev pillet ud til fordel for Kasper Dolberg, og det undrede i den grad TV 2 SPORTs fodboldekspert Morten Bruun, hvilket han oprevet gjorde opmærksom på i sin kommentering. Ikke fordi Dolberg kom ind, for ham er Bruun vild med, men fordi Danmark skiftede ud.

Han var færdig. Han havde besvær med at komme rundt

Kasper Hjulmand, landstræner

- Jeg ville simpelthen ikke skifte ud lige nu. Hvorfor skifter vi ud lige nu? Vi har Frankrig sådan et godt sted. Der er bare en følelse af, at nu er Danmark for første gang rigtig oven på. Jeg ser ikke behovet for Kasper Dolberg lige nu, lød det fra Morten Bruun efter 73 minutters spil af kampen, inden han fulgte op:

- Jeg kan nogle gange få fornemmelsen af, det er planlagt på forhånd, hvor mange minutter nogle af de her folk kan spille. Mikkel Damsgaard har lige haft en genial aktion.

Efterfølgende uddybede Morten Bruun også i sin karakterbog, at Kasper Hjulmand – ifølge fodboldeksperten – fejlede med sine udskiftninger.

Damsgaard var færdig

Landstræneren blev efter kampen foreholdt beslutningen om at skifte Mikkel Damsgaard ud, netop som Danmark havde fået momentum i kampen.

- Damsgaard havde ikke mere i sig. Han var færdig. Han havde besvær med at komme rundt. Det var helt åbenlyst, at det var sådan, vi skulle gøre. Så det var på grund af kræfter, for Damsgaard var i bund, slog Kasper Hjulmand fast.

Føler du også, at I havde momentum på det tidspunkt?

- Jeg synes, det så fint ud. Vi havde lige haft to store chancer ved 1-1 og havde holdt Frankrig i seks-syv minutter, hvor de ikke var tæt på. Det var, som om kampen var ved at falde lidt ned, og jeg tror egentlig, begge hold havde levet med 1-1.

Fire danske udskiftninger

Allerede ved pausen havde landstræneren sendt Martin Braithwaite på banen i stedet for Andreas Cornelius, der fik et tidligt gult kort.

Samtidig blev Christian Nørgaard sendt på banen for at erstatte Jesper Lindstrøm med fem minutter tilbage, inden også Alexander Bah fik VM-debut i tillægstiden.

- Jeg synes også, at Nørgaard kommer ind og gør det godt. Vi har fin struktur, og vores to angribere ligger, som de skal. Det er ikke på grund af udskiftningen, at strukturen på holdet lige pludselig er anderledes. Det synes jeg overhovedet ikke, tilføjede Kasper Hjulmand om sin beslutning.

Ifølge landstræneren fik det til gengæld betydning, at Frankrig – få minutter efter Danmarks udskiftning af Damsgaard – sendte Kingsley Coman på banen i stedet for Ousmane Dembele, fordi Coman er en spillertype, der truer mere i bagrummet.

Coman var da også en del af opspillet, der endte med at sikre Frankrig en 2-1-sejr.

Danmark kan stadig gå videre fra gruppen, hvis de slår Australien, men danskerne er afhængige af resultatet i Tunesien-Frankrig. Bliv klogere på alle scenarierne her.

VM gruppe D

VM gruppe D
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1320163+36
2320134-16
331111104
4301213-21