VM fodbold

Voldsomme uroligheder i Belgien efter VM-kamp

Det belgiske politi har været massivt tilstede og nødsaget til at bruge vandkanoner for at få styr på urolighederne og slukke flere påsatte brande.

I forbindelse med VM-kampen mellem Belgien og Marokko, som det nordafrikanske land overraskende vandt 2-0, er der udbrudt voldsomme uroligheder i Belgiens hovedstad, Bruxelles.

Billeder og videoer på de sociale medier viser, hvordan politiet er talstærkt tilstede i centrum af Bruxelles, hvor biler, skraldespande og butiksfacader er blevet ødelaget, ligesom der er sat ild til flere af tingene.

Amok i Bruxelles' gader

Det har tvunget politiet til at tage vandkanoner i brug for at dæmpe urolighederne og slukke de påsatte brande.

Ifølge det belgiske medie RTBF startede urolighederne allerede så småt, da Marokko fik et mål annulleret mod slutningen af første halvleg efter VAR-gennemsyn. Det fik mange unge mennesker - flere med marokkanske flag på ryggen - til at lave ballade.

Efter kampen eskalerede urolighederne markant, da mange hundrede mennesker - tilsyneladende med marokkansk baggrund - gik amok i Bruxelles' gader.

Optøjer i flere timer

Her kunne man igen se, at mange af personerne involveret i optøjerne enten bar marokkanske landsholdstrøjer eller flag.

Til daglig bor der omkring en halv million mennesker med marokkanske rødder i Belgien.

Ifølge mediet RTBF så politiet sig også nødsaget til at afspærre flere metrostationer og lukke centrale gader i Bruxelles, hvilket har medført markante trafikpropper.

I den forbindelse viser en video på Twitter også, hvordan en gruppe af de unge marokkanere forsøger at smadre indgangen til metrostoppet Lemonnier.

Politiet er stadig i gang

Søndag aften klokken 18 - flere timer efter urolighederne startede - kunne TV 2 Nyhedernes reporter Lise Toft Hesselund bekræfte, at der stadig var uroligheder i Belgien.

- Jeg står et par kilometer fra centrum og kan stadig høre helikopterne, der cirkulerer over centrum og har gjort det i flere timer nu. Det seneste nye er, at politiet stadig forsøger at tage hånd om optøjerne i centrum, og man forsøger at stoppe tilhængerne, som man formoder har marokkansk baggrund.

- Politiet forsøger at afskærme de her mennesker inde i centrum, fordi de har gået rundt tæt på et stort julemarked, som politiet for alt i verden vil undgå, at de kommer i nærheden af.

Artiklen opdateres...