VM fodbold

Derfor blev føringsmål godkendt trods hånd på bolden

Ghanas 1-0-scoring mod Sydkorea måtte igennem et VAR-gennemsyn, inden det kunne godkendes, og Mohammed Salisu kunne juble som målscorer.

Ghana var på vej mod tre vigtige point ved VM-slutrunden, efter de gik til pause foran 2-0 mod Sydkorea i Gruppe H, der også indeholder Portugal og Uruguay.

I første omgang var der dog tvivl om, hvorvidt afrikanernes føringsmål skulle godkendes, ligesom flere sydkoreanske spillere appellerede for "hånd på bolden". Og ganske korrekt.

Den ghanesiske angriber Andre Ayew ramte efter et indlæg bolden med hånden, inden den også ramte en sydkoreansk fod og landede for fødderne af Mohammed Salisu, der sparkede bolden i mål.

Efter et kort VAR-gennemsyn kunne kampens engelske dommer, Anthony Taylor, dog konstatere, at der ikke var noget at komme efter, hvilket også er den korrekte dom. Det bekræfter TV 2 SPORTs dommerekspert Kenn Hansen.

Derfor godkendes målet

Før sidste sæson blev reglerne for hånd på bolden ændret, så de foreskriver, at målet kun skal annulleres, hvis spilleren, der scorer målet, rammer bolden med hånden eller armen, så den går direkte i mål, eller hvis der scores lige efter kontakt med hånden/armen. Også selvom kontakten er tilfældig.

I Ghanas tilfælde var det ikke spilleren, der scorede målet, der ramte bolden med hånden, inden den blev sparket ind. Derfor skal man i dette tilfælde kigge på de helt almindelige regler for hånd på bolden.

- Skal man dømme "hånd på bolden", skal det være spilleren, der scorer målet, der rammer den med hånden. Her er det en klart uforsætlig hånd/arm på bolden, hvor den går videre til en anden spiller.

- Så hvis målet skal annulleres, kræver det en forsætlig hånd, og det er den absolut ikke fra Ayews side. Altså bliver målet helt korrekt godkendt, slår den tidligere topdommer Kenn Hansen fast.

Efter pausen er det lykkedes Sydkorea at score to gange og udligne til 2-2, så dramaet nu lever på sit højeste inden de resterende 30 minutter af kampen.

Du kan se resten af VM-opgøret mellem Sydkorea og Ghana lige nu på TV 2 og PLAY. Herunder får du overblikket over deres VM-gruppe.

VM gruppe H

VM gruppe H
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1320164+26
231114404
331112204
4310257-23