VM fodbold

Træner reagerer på opsigtsvækkende beslutning

Inter-målmand André Onana ønskede ikke at spille Camerouns VM-kamp mod Serbien.

Enten indordner du dig, eller også spiller du ikke.

Så kort kan miseren om André Onana opsummeres – og den endte altså med det sidste.

Mandag var det sædvanlige førstevalg i målet slet ikke med i Camerouns trup til VM-gruppekampen mod Serbien, og ifølge landstræner Rigobert Song kommer han ikke til at spille mere ved VM.

Her er, hvad træneren sagde om den specielle situation på et pressemøde efter mandagens 3-3-kamp.

Hvordan er situationen, og hvad er der sket i forhold til Onana?

- Målmandspositionen er selvfølgelig vigtig, og han er en vigtig spiller. Men vi er i en svær turnering, og jeg ved, hvad jeg er nødt til at gøre. Det er at sikre, at holdet er over individer.

- André ville gerne træde ud. Det har vi accepteret. Vi var 26 spillere på holdet. Vi kom alle hertil samlet, og vi er alle nødt til at vise holdånd, disciplin og respekt. Vi er her for at vise det.

- Jeg ved, at han er en god målmand – men vi måtte spille uden ham i dag. Alle andre spillere var der, og vi havde Devis Epassy på mål i dag, og han viste, at han også er en meget kompetent målmand. En konkurrent til André.

"Holdet er vigtigere end individer"

Senere på pressemødet blev Rigobert Song spurgt, om Onana har mulighed for at vende tilbage til holdet i løbet af slutrunden. Her lød svaret:

- På et hold er man nødt til at vise disciplin. Hvis man ikke kan tilpasse sig det og ikke kan affinde sig med, hvad det kræver at være en del af et hold, så tror jeg, man må tage ansvar for det. Holdet er vigtigere end individer.

- Det er, hvad der er sket. Vi får måske lejlighed til at tale om det senere, men lige nu skal fokus være på den næste kamp mod Brasilien. Lige nu må vi koncentrere os om de spillere, der gerne vil være en del af holdet. Dem, der gerne vil spille den næste kamp og er stolte af at repræsentere Cameroun.

Cameroun spiller den sidste gruppekamp den 2. december mod Brasilien.

VM gruppe G

VM gruppe G
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1320131+26
2320143+16
331114404
4301258-31