VM fodbold

VM-chef om anførerbind: - Alene FIFA's afgørelse

Hassan Al-Thawadi afviser, at han var indblandet i beslutningen om at afvise brugen af One Love-anførerbind.

Det var alene Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) og ikke Qatar, som besluttede at afvise Danmark og seks andre holds plan om at bruge et One Love-anførerbind ved VM.

Det hævder Hassan Al-Thawadi, der er chef for Qatars VM-komité, i et interview med engelske Talksport.

- Det er en FIFA-afgørelse. Jeg var ikke en del af diskussionen.

- Deres (FIFAs, red.) politik er, at de har deres egne anførerbind, som repræsenterer inklusion og en række andre temaer som bæredygtighed og så videre, siger Al-Thawadi.

Han slår dog samtidigt fast, at han ville have været sur, hvis One Love-anførerbindet var blevet taget i brug.

- Jeg var ikke nervøs for det, men hvis et hold gør det gennem en hel sæson, er det en ting. Men hvis de kommer for at lave en pointe og markere sig her i Qatar, ville jeg have et problem med det.

"Splittende budskaber"

Han mener, at Danmark og andre sender "meget splittende budskaber" til "hele den islamiske del af verden", når de markerer sig med kritiske budskaber i Qatar. Og splittelse er det modsatte af Qatars intention.

- Vi er måske ikke enige om alt. Der er nogle ting, vi ikke bliver enige om. Men der er mere, som forener os.

- Vi har mere til fælles, og vi må finde det fælles fodslag for at kunne sige: Lad os finde en måde at eksistere sammen og komme videre, siger Al-Thawadi.

Danmark spillede med One Love-anførerbindet i Nations League-kampene mod Kroatien og Frankrig i september og annoncerede i den forbindelse sin intention om at bruge det ved VM - uden en reaktion fra FIFA.

Kort før de første kampe ved VM lancerede FIFA dog sine egne anførerbind og slog fast, at det vil koste en bøde, hvis holdene brugte One Love-bindet.

Det blev senere opgraderet med et gult kort og potentielt en karantæne til anføreren, og ingen af de syv hold har endnu brugt anførerbindet.

Fodboldforbundene hos One Love-repræsentanterne Danmark, Tyskland, Holland, Belgien, Schweiz, England og Wales vil på baggrund af vurderingen beslutte, om der skal anlægges en disciplinærsag mod FIFA.