Australsk stjerne langer kraftigt ud efter FCK

FC Københavns sportschef, Peter Christiansen, afviser kritikken fra Mathew Ryan.

Frustration. Skuffelse. En smule vrede.

Det er de følelser, som FC Københavns australske målmand Mathew Ryan havde i kroppen, inden han rejste til Qatar for at spille VM i fodbold.

Jeg føler lidt, at det er politiske grunde, der gør, at jeg ikke spiller

Mathew Ryan

Alt sammen på grund af den øjeblikkelige situation i hovedstadsklubben.

For efter at have fået en god start i FC København siden skiftet i sommerens transfervindue har han siden starten af oktober været henvist til bænken, når de har været i aktion i Superligaen og Champions League.

- Jeg føler mig hårdt ramt af, at jeg ikke spiller i øjeblikket i forhold til det, som jeg har vist, siden jeg kom til klubben. Jeg føler lidt, at det er politiske grunde, der gør, at jeg ikke spiller, siger Mathew Ryan til TV 2 SPORT inden afgangen til VM.

30-årige Mathew Ryan blev hentet til FC København, da klubbens normale førstevalg, Kamil Grabara, blev ramt af en længerevarende skade.

FCK afviser påstande fra Ryan

Han fik seks kampe i Superligaen, mens han også har fået kampe i Champions League-sammenhæng. Men den seneste tid har australieren altså ikke været i spil til andet end en bænkplads.

- Jeg kender ikke motivet fra klubben, jeg spekulerer kun. Jeg ved ikke, om det er, fordi de ønsker at få Kamil til at spille mere i et forsøg på at sælge ham for et højere beløb. Men der er helt sikkert snak om, at det er det, der foregår. Det går hårdt ud over mig, og jeg føler, at jeg fortjener at spille, siger Mathew Ryan.

Kamil Grabara er kun 23 år og bliver betragtet som en spiller med et stort salgspotentiale for den danske mesterklub.

TV 2 SPORT har været i kontakt med FC København, og den danske mesterklub afviser på det kraftigste spekulationerne fra Mathew Ryan.

- For det første kan vi endnu en gang slå fast – og gerne én gang for alle - at holdet i FCK altid er sat ud fra sportslige vurderinger fra cheftræneren og intet andet. Politik, transferplaner eller noget som helst andet har intet med det at gøre og kommer aldrig til at have det, udtaler klubbens sportschef, Peter Christiansen, i en mail til TV 2 SPORT.

Fejlagtig besked fik indflydelse på valg af FCK

Australieren fortæller, at han ved kontraktunderskrivelsen blev stillet i udsigt, at han skulle "spille regelmæssigt frem mod VM", og at Grabara ikke ville nå at blive sin skade kvit inden slutrunden.

- De informationer, vi fik fra klubben, var, at Kamil ville være ude til januar. Det var, hvad vi blev fortalt. De informationer havde selvfølgelig en indflydelse på det valg, vi skulle tage.

- Allerede da jeg kom til klubben, kunne jeg se, at Kamil trænede individuelt med målmandstrænerne. For mig så det ud, som om han ville være tilbage inden januar, så jeg vidste godt, at det ville blive tilfældet.

Peter Christiansen forklarer, at Kamil Grabara "heldigvis kom sig hurtigere end ventet".

- Efter Kamil kom tilbage, har der været fair og hård konkurrence om pladsen, som der er om alle pladser på holdet, og her har Jacob Neestrup (FC Københavns cheftræner, red.) og staben valgt Kamil ud fra hans præstationer på træningsbanen og på kamparenaen.

Mathew Ryan, der kom fra Real Sociedad, skrev under på en kontrakt, der gælder for indeværende sæson, men noget kunne tyde på, at han forlader klubben tidligere end ventet.

Australierens danske agent, Mikkel Beck, fortalte i sidste uge til Tipsbladet, at han skal videre i januar, og at det hele tiden har været planen.

Ville ikke dele for meget med målmandstræner

I øjeblikket er Mathew Ryan i Qatar for at spille VM, hvor han har fået fuld spilletid i australiernes første to kampe, der har kastet et nederlag og en sejr af sig.

Onsdag aften skal han og australierne møde Danmark i en afgørende kamp om at gå videre fra gruppespillet.

Men allerede i slutningen af oktober, da TV 2 SPORT mødte Mathew Ryan, havde han kampen mod Danmark i hovedet, hvilket påvirkede hans tilgang til dagligdagen i FC København.

- Jeg har også haft nogle tanker om, at det danske forbund har haft nogle snakke med FC København om, at jeg ikke skulle spille i et forsøg på at ødelægge min forberedelse, siger han med et smil på læben, inden han i et mere seriøst toneleje uddyber:

- For eksempel er Kim Christensen både målmandstræner for mig i FC København og for det danske landshold, så jeg ved ikke, hvor meget han vil dele med mig frem mod VM, og for at være ærlig ved jeg heller ikke, hvor meget jeg vil dele med ham.

Australien kan med stor sandsynlighed gå videre fra gruppespillet med et point mod Danmark, mens danskerne er tvunget til sejr.

VM gruppe D

VM gruppe D
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1320163+36
2320134-16
331111104
4301213-21