VM fodbold

Bruuns karakterer: - Kun én dansker kan være sin indsats bekendt

Morten Bruun uddeler karakterer til de danske spillere efter VM-nederlaget til Australien, som blev Danmarks endestation ved VM.

Morten Bruuns karakterbog

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Kasper Schmeichel

    Målmand

    Chanceløs ved målet og generelt med ganske få opgaver. Han virkede stresset i sit afspil med fødderne. Boksede skævt ved et indgreb før pausen. Han griber nærmest aldrig et indlæg mere.

    2
  • Rasmus Kristensen

    Forsvar

    Havde som så mange andre en skæv aften. Fik ikke sat noget som helst i scene og blev forståeligt nok taget ud i pausen.

    1
  • Joachim Andersen

    Forsvar

    Uden vanlig suverænitet. Hvor var autoriteten? Når de defensive udfordringer er så sparsomme som mod Australien, så skal også forsvarsspillerne bedømmes på deres offensive bidrag. På det område kom der kun lidt.

    2
  • Andreas Christensen

    Forsvar / Kampens spiller

    Klart bedste dansker. Reelt den eneste, der kunne være sin indsats bekendt. Elegante Christensen kom mange farlige situationer i forkøbet og smed ingen bolde væk. Eneste danske målskytte ved VM-slutrunden.

    4
  • Joakim Mæhle

    Forsvar

    Uha, uha. Sort dag. En ting var, at han kun i ganske få situationer var i stand til at præge offensiven. Han så godt nok også skidt ud ved Australiens mål, hvor han for let lod sig afdrible.

    1
  • Pierre-Emile Højbjerg

    Midtbane

    Hans svageste landskamp længe. Hvornår har han sidst spillet så dårlig en kamp? Og her snakker vi både klub- og landshold. Famlende i boldomgangen og uden ideer til at præge det danske opspil.

    1
  • Mathias Jensen

    Midtbane

    Lagde rigtigt godt ud. Tilbød sig konstant og virkede opsat på at præge det danske spil. Ideer var der dog ikke mange af. Men han var den mindst ringe på midtbanen.

    2
  • Christian Eriksen

    Midtbane

    Han skilte sig på ingen måde ud fra mængden på en aften, hvor det ellers var noget så nødvendigt. Hans dårlige dødbolde trækker også ned. En indsats blottet for klasse og dynamik.

    1
  • Andreas Skov Olsen

    Angreb

    Hans første ti optimistiske minutter kan simpelthen ikke hive ham op på et total. Han var skrækkeligt dårlig. Ude af stand til at sætte sig igennem. Han var vores store, offensive håb før slutrunden. Det levede han ikke op til.

    1
  • Jesper Lindstrøm

    Angreb

    Han skal da i hvert fald roses for at have forsøgt sig. Var et par gange på nippet til at skabe noget rigtigt farligt. Men det løb desværre ud i sandet hver gang, der skulle sættes trumf på. Faldt med holdet.

    2
  • Martin Braithwaite

    Angreb

    Lagde godt ud med en række gode førsteberøringer. Men som minutterne gik, forsvandt han mere og mere ud af billedet. Udskiftningen var oplagt.

    2
  • Mikkel Damsgaard

    Angreb

    Det var en svær opgave at komme ind i sådan en kamp. Og det lykkedes da heller ikke for den formsvage Brentford-spiller at ændre noget. En skygge af den lykkelige EM-sommers Damsinho.

    2
  • Kasper Dolberg

    Angreb

    Indskifterne må bedømmes mildere end de øvrige. De havde jo kortere tid til at sætte deres præg på tingene end de øvrige. Således også Dolberg, der fik fremtvunget det, der lignede et straffespark. Men blev dømt offside.

    2
  • Andreas Cornelius

    Angreb

    Kunne heller ikke ændre noget. Betingelserne var svære. Det skal guderne vide. Men han fik faktisk et par hovedstødsmuligheder, som han headede harmløst over og forbi.

    2
  • Alexander Bah

    Forsvar

    Håbet om, at sensationen fra portugisiske Benfica kunne puste ny gejst ind i det traumatiserede danske hold, forsvandt hurtigt. Kunne ikke ændre noget. En indskiftning uden effekt.

    2
  • Robert Skov

    Midtbane

    Så fik han endelig sin slutrundekamp. Men man kunne sige det samme om hans indhop som om de fire øvrige: uden effekt. Ideen med at placere ham på venstre back var ellers god på papiret.

    2
  • Kasper Hjulmand

    Landstræner

    Jamen, i den sidste ende er landsholdets udtryk jo trænerens ansvar. Hele den danske VM-kampagne har virket forfejlet. Hans gyldne indskiftningstouch var også væk. Indsatsen ved VM-slutrunden var den værste nogensinde for et dansk landshold.

    2