VM fodbold

David Nielsens reaktion sagde alt om eksperternes skuffelse

Danmark er ude af VM 2022 efter en skuffende indsats mod Australien i den sidste gruppekamp, der blev tabt 1-0.

Det danske landshold rejste til Qatar for at vinde VM, men nu må Hjulmand og spillerne rejse hjem allerede efter gruppespillet.

Onsdag skuffede Danmark med en svag indsats mod Australien, der vandt den sidste gruppekamp 1-0. Det ryster TV 2 SPORTs fodboldeksperter.

- Tandløst og sjæleløst, siger Troels Bech.

- Rystende, siger Jonas Hebo.

Og David Nielsen sagde slet ikke noget – hvilket egentlig siger det hele.

Rystende

Danmark forlader VM med ét point. I de tre kampe lykkedes det kun landsholdet at score én gang.

  • Danmark - Tunesien: 0-0
  • Danmark - Frankrig: 1-2
  • Danmark - Australien: 0-1
Danmark var tvunget til at vinde for at gå videre ved VM, men det endte i en stor fiasko, hvor Australien med en 1-0-sejr spillede sig videre til ottendedelsfinalen. Video: Anders Masannek

Troels Bech: - Det var et uigenkendeligt hold i forhold til det landshold, vi har klappet af og været imponeret af de seneste år. For mig var det mest slående, at man efter 20 gode minutter gik i stå. Det var, som om blodet sivede ud af spillerne. Kraften ebbede ud, siger Troels Bech.

Jonas Hebo:- Det må være et af de nemmeste clean sheets, FCK's reservemålmand fik i dag. De sidste 20-25 minutter lignede Danmark langt fra det hold, vi kender. Jeg er faktisk lidt rystet, siger Jonas Hebo.

Ifølge David Nielsen må der ligge et større problem bag Danmarks VM.

- Vi kan slå ned på samtlige spillere under det her VM. Det er derfor, at jeg trækker den lidt op og siger, at der er noget overordnet, der er galt. Vi har jo stort set ikke en spiller, der har præsteret godt. Vi har ikke et gennembrud fra en spiller, som vi så med Damsgaard ved EM. Vi har ingenting. Der er et eller andet, der har knust deres sjæle på en eller anden måde, siger David Nielsen og tilføjer:

- Det slår ud ved, at de spiller tre dårlige kampe. Men det handler om at være forberedt. Hvad er VM? De andre hold kommer med hele nationer bag sig og trukket sværd. Vi kommer lidt luskende og siger, at vi også godt lige vil være med. Vi kommer med et helt forkert mindset til det her VM.

Med det ene point slutter Danmark sidst i gruppen, hvorfra Frankrig og Australien går videre til ottendedelsfinalerne.