En historisk fiasko. Det dårligste VM nogensinde
Flemming Toft sætter punktum for en dansk slutrunde til glemmebogen.
Euforien fra EM sidste år blev punkteret af et primitivt dansk hold, der forlod turneringen med en enkelt scoring. Af en forsvarsspiller.
En historisk fiasko. Den dårligste VM-slutrunde nogensinde.
Et farvel på en bund af for mange tekniske fejl, for lidt initiativ, for idéforladt og uden den vildskab, der stod og skreg på at komme ind.
Indrømmet, vi havde vel alle hevet os op fra forhåbninger til forventninger – derfor den hængende skuffe. Et generelt kollaps, der nåede sit klimaks mod Australien.
Forkerte beslutninger hele vejen
Analyserne står i kø sammen med skuffelsen. Set over hele forløbet. Alle mand gik ned i samme båd, men ikke sammen. Fodboldens kernefamilie, som så tit er blevet fremhævet, splittede sig selv. De stod ikke hånd i hånd, da der var mest brug for det.
Hvor var handlingens mand? Sad han udenfor? Ham, der kunne samle og skrige ind i hovedet på sidemanden: “Kom nu for h......!” De store trådte aldrig i karakter, Eriksen og Højbjerg. Det blev en fodboldens stumfilm. Kaptajn Kjær var på den baggrund savnet.
De forkerte beslutninger blev taget hele vejen igennem, også fra landstræneren. Spillere med skavanker, spillere med for få klubkampe blev VM-udtaget. Han stod i et dilemma og udtog dem, han havde tillid til. I stedet for dem, der var VM-klar. Syv spillere blev slet ikke brugt i denne omgang – to af dem godt nok målmænd.
Og hvor var initiativet, de tidligere så givende inputs, overskuddet fra trænerbænken?
Det har ofte været Hjulmands absolutte styrke: At have en plan B. Den kom aldrig. I hvert fald blev den aldrig taget i brug. Allerede på pressemødet før denne skæbnekamp synes jeg, jeg så en mere sammenbidt Hjulmand uden det sædvanlige, inkluderende overskud.
Hvor var overskuddet?
Netop begrebet overskud har i min verden været et tema denne gang. Startende med al den snak om Qatar som værtsland. Spillerne var åbne, ganske vist med beskedne meninger, og Hjulmand delte sympatisk ud med sine menneskelige vinkler. Så blev der lukket ned – men ikke i hovedhøjde. Det fyldte og forvirrede hos de fleste.
Hjulmand vendte også ryggen til al den snak, for det skulle handle om fodbold. Men alligevel lagde han hovedet på skrå og sagde, at han ville tage emnerne om Qatar og FIFA op, når han kom hjem. Det rumsterede altså til stadighed.
Overskud var der ikke i kampene, overskud til at sprænge en ekstra grænse, når det var nødvendigt. Vi så aldrig det fandenivoldske i modgangen, vi så aldrig et temperament som afløser for dårlig fodbold.
Vi fik heller aldrig den eufori, der har været fællesnævneren for det danske landshold og fodboldens fans siden de glade EM-dage. Der var fester med fadøl og fællesskab rundt om i Danmark, men ingen flag eller røde spillertrøjer i gadebilledet. Stemningen – og opbakningen – var bag lukkede døre. En præmis sat op af værtsskabet i Qatar. Uret viste vintertid.
Den fodboldmæssige film knækkede, og afstanden mellem holdet og de fremmødte blev større. Så meget, at de danske spillere ikke helhjertet spankulerede helt ned til den danske koloni i Qatar efter kampen. Men nøjedes med halvvejen. Som i kampen mod Australien.
De tidligere nedture
Det her var et landsholds forlis. Skarpt trukket op. Ikke set mere markant i den danske VM-historie.
Kun en enkelt gang er Danmark ikke kommet videre fra gruppespillet, men dengang i 2010 blev det dog til en sejr.
EM-slutrunden i 2000 bød også på en nedtur med tre nederlag, men dog til større fodboldnationer. Frankrig, Holland og Tjekkiet. Og det samme i 1988 med tab til Spanien, Tyskland og Italien. Landstrænerne hed Bo Johansson og Sepp Piontek, og de blev skarpt kritiseret for at have taget spillere med, der enten var småskadede eller ikke i kampform.
Kasper Hjulmand har brugt et år på at forberede det her VM. En minutiøs forberedelse, hvor han satte fodboldtræneren Hjulmand over mennesket Hjulmand. Han troede på det, for som han sagde: "Man skal altid drømme stort”. Under VM blev han mennesket Hjulmand med sine tanker om de rettigheder, vi alle har krav på. Så blev han fodboldtræneren Hjulmand, da fløjten bød op til VM-dans.
Nu er han igen mennesket Hjulmand med plads til de smertelige følelser og en erkendelse af, at vi alle kan fejle. Uanset hvor meget forberedelse. Det her var et knæk for hans faglighed – og et knæk for den samhørighed, han har været eksponent for til det danske folk. “Vi spiller for hele Danmark”.
Jeg tror, mennesket Hjulmand har det mere skidt end fodboldtræneren Hjulmand.