VM fodbold

- Hjulmands fremtid er ikke til diskussion, siger Peter Møller

Fodbolddirektør i DBU Peter Møller tager ansvaret for Danmarks pauvre indsats ved VM i fodbold.

Kasper Hjulmand behøver ikke frygte for sin jobsikkerhed efter Danmarks tidlige exit ved VM i fodbold.

Det slår fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union (DBU) Peter Møller fast i TV-Avisen på DR 1 onsdag aften efter landsholdets nederlag til Australien, der endegyldigt beseglede Danmarks VM-skæbne.

Adspurgt om Hjulmands fremtid er til diskussion svarede Møller klart nej.

- Det er den ikke. Resultaterne har jeg som fodbolddirektør ansvaret for, så jeg tager det fulde ansvar for, at vi ikke har skaffet resultater, som vi har her.

- Kasper Hjulmand er en del af det her. Kasper kommer aldrig til at stå alene med det fulde ansvar. Det bærer jeg også, og det er helt klart også min skyld, at vi ikke har præsteret godt nok ved den her slutrunde.

- Vi er rigtig glade for Kasper. Vi tror på, at han kan være med til at flytte holdet yderligere, siger Møller i TV-Avisen.

Danmark dumpede ud af VM efter kun at have fået et enkelt point i sine tre kampe i det indledende gruppespil.

Onsdag skulle der som minimum en sejr over Australien til for at gå videre, men det endte altså i stedet i fiasko.