Jeg kan ikke stille diagnosen. Men noget er saftsuseme galt
Hvem kan stille den rette diagnose i forhold til det danske landshold? Jeg kan ikke.
”Hvordan går det, min skat?”
”Fint.”
Alle jer med teenagebørn kender til ”samtalen” omkring morgenbordet. Hvor alle vel mente og lettere bekymrede spørgsmål affejes med et ”det går fint”. Så sidder man der som mor eller far med sin fornemmelse af, at nej, det går ikke fint. Noget nager.
Sådan har jeg haft det siden i går aftes, da Danmark tabte til Australien. Ja, faktisk har jeg haft det sådan gennem hele VM-slutrunden. At det ikke går fint i den danske lejr. Træner og spillere har sagt alle de rigtige ting både før og efter kampene, og de gjorde det igen efter nederlaget mod Australien. Men ikke på en måde, der fik mig til at tro på det.
Alle træner godt, vi bor dejligt, stemningen er i top, vi er topforberedte … men hvorfor spiller vi så pludselig så elendigt?
Har han taget de rigtige spillere med?
Det havde været bekvemt, hvis vi kunne pege på noget konkret. Noget håndgribeligt. Hvis vi kunne stille en diagnose. Den slags er jo også så meget oppe i tiden. Med den rette bogstavkombination kan vi hjælpe dig. Ellers ikke.
Har Kasper Hjulmand udtaget de rigtige spillere? I store træk, ja. Lad nu være med at komme rendende med navne som Philip Billing, Maurits Kjærgaard og Matt O’Riley. De to sidstnævnte kunne ikke engang spille det danske U/21-landshold til EM. Der går ikke nogen danske superspillere rundt, som ikke var med i Qatar.
Spillede Kasper Hjulmand med de rigtige spillere? I store træk, ja. Han prøvede endda en del forskellige kombinationer. I startopstillingen mod Australien var der fem formstærke spillere fra Premier League, tilsat friske fyre fra den italienske, den franske, den tyske, den spanske og den belgiske liga. Alt det med de spillere, der var ude af form, handlede reelt om marginalspillerne.
Altså ingen diagnose herfra. Jeg kan ikke stille den. Jeg kan ikke læne mig tilbage og sige ”Kasper, for pokker, hvorfor gjorde du ikke sådan og sådan? Så var alting blevet bedre”. Jeg kan ikke kurere det danske landshold.
Men jeg kan saftsuseme se, at noget er galt. Som når det lyser ud af din teenager, at alting går ad helvede til. Jeg har godt nok ikke fået afleveret mine tre sidste skriftlige opgaver, men det går fint …
EM var jo formidabelt
Oversat til Danmarks indsats ved VM i Qatar: Vi spillede godt nok tre dårlige kampe, men alting gik fint. Vi manglede energi, vi havde intet overskud, vi var uskarpe, vi kunne ikke ramme hinanden på få meters afstand … men alt var fint.
Det tror jeg så ikke på. Alt er ikke fint i den danske landsholdstrup. Hvad er der galt med det hold? Er hierarkiet begyndt at krakelere? Fylder alfahannerne for meget? Er stemningen nu så god, som alle uafladeligt påstår? Eller er det alt sammen bare et udtryk for, at ”sådan er fodbold”? Indimellem går det godt. Andre gange går det skidt. Argentina tabte jo også til Saudi, ikke?
Jamen, gutter, så nemt er det da ikke. I har været så forbandet gode gennem længere tid. EM-slutrunden var formidabel. VM-kvalifikationen om muligt endnu bedre. Nations League i den grad godkendt. Vi slog altså Frankrig i Parken for et par måneder siden. Det er jo derfor, vi ikke køber den der med, at alt er fint. Noget er galt. For hvordan pokker kunne vi ellers levere sådan en lidenskabsløs indsats? Manglede vi fråde om munden? Betød det nok?
Alle disse spørgsmål, som vi stadig sidder tilbage med, når teenageren går i skole eller ind til sig selv og lukker døren.
Alt er jo ikke fint, min skat. Vel?