Tysk stjerne i kryptisk interview: - Det var en enorm fornøjelse

Thomas Müller gav et følelsesmæssigt interview efter 4-2-sejren over Costa Rica, som blev tyskernes endestation grundet en japansk sejr over Spanien.

33-årige Thomas Müller har måske spillet sin sidste landskamp.

Efter VM-fiaskoen, der udspillede sig torsdag aften, hvor tyskerne for andet VM i streg røg ud efter gruppespillet, gav den spillende legende således et yderst bemærkelsesværdigt interview.

Med følelserne uden på tøjet fik han fremstammet følgende ord, der i de tyske medier allerede tolkes som et farvel til Die Mannschaft.

- Det er en absolut katastrofe (at Tyskland er ude af VM, red.). Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte...

- Hvis det var min sidste kamp, så vil jeg gerne sige et par ord til de tyske fodboldfans. Det var en enorm fornøjelse, kære mennesker. Vi har haft store øjeblikke. Jeg forsøgte at holde mit hjerte på banen i hver kamp, siger Müller i interviewet efter kampen.

En af de største

Müller har været med på det tyske landsholdt i noget, der ligner en menneskealder. Han står noteret for ti VM-scoringer, efter han lavede fem mål ved slutrunderne i henholdsvis 2010 og 2014.

Bayern München-profilen står noteret for imponerende 120 A-landskamp, efter han fik sin debut tilbage i 2010 kort før slutrunden i Sydafrika.

Det er blevet til 44 scoringer i landsholdskarrieren, som han også har krydret med 40 assists.