VM fodbold

VM-blues? Sådan kommer du videre efter Danmarks nederlag

Mange vil opleve en form for minikrise efter Danmarks exit fra VM. Men det går væk igen, siger krisepsykolog.

Det er slut. Danmark er ude af VM, før det for alvor begyndte.

Som om det ikke var nok, at det bliver koldere og mørkere for hver dag, der går, skal vi nu se til fra sidelinjen, mens fodboldfesten fortsætter.

Nogle er i stand til at ryste nederlaget af sig og sige "det er jo bare fodbold", men andre gennemlever en form for minikrise eller "VM-blues" i tiden efter et nederlag som det, Danmark oplevede onsdag. Det fortæller Rikke Høgsted, der er krisepsykolog og leder af Institut for Belastningspsykologi.

Selvom VM-blues ikke er krise på lige fod med de kriser, hun ellers beskæftiger sig med som krisepsykolog, anerkender hun, at der kan ske en reaktion.

- Det handler om drømme og håb. Nogle mennesker har lagt et kæmpestort håb og stærke drømme i denne turnering. Og hvor der er håb, er der altid risiko for tab og sorg, siger hun.

Minikrise

Rikke Høgsted understreger, at tab er et stort ord, som man normalt forbinder med andre livsomstændigheder, men hun tillader sig alligevel at bruge ordet i denne sammenhæng.

- Det, vi ser, er en form for minisorg og minikrise. Hvor intenst man kommer ind i den her minikrisetilstand, afhænger af, hvor stor betydning det har. Her vil det opleves værre for nogle end andre.

Det er som bekendt umuligt for dem, der sidder bag tv-skærmen, at gøre fra eller til, selvom nogle måske tror, at de kan påvirke en kamp i Doha fra en sofa i Horsens. Og det faktum, at man ikke selv har indflydelse på resultatet, kan give en form for afmagt og frustration, siger Rikke Høgsted.

Flere reaktioner

Kigger man på sociale medier, er der mange, der er begyndt at lange ud efter dem, der bærer skylden for det danske nederlag. Det kan enten være træner Kasper Hjulmand, DBU eller nogle af de bærende spillere.

Det er en helt normal reaktion, siger Rikke Høgsted. Ifølge hende er der flere forskellige måder at reagere på, når man oplever et nederlag som det til Australien.

  • Det kan komme til udtryk som kropslige reaktioner. Nogle vil opleve fysisk ubehag og dårlig nattesøvn.
  • Det kan give følelsesmæssig tristhed og vrede.
  • Det kan sætte sig socialt. Nogle vil trække sig og blive tavse og undgå kontakt med andre. Det kan give nedsat indlevelsesevne.
  • Det kan også give koncentrationsbesvær og sågar nedsat hukommelsesevne. Det kan sætte sig kognitivt. Nogle vil finde syndebukke at skyde skylden på.

Ifølge Rikke Høgsted kan man sagtes gennemleve flere af reaktionerne på en gang.

Tilmed kan reaktionerne føles endnu værre denne gang end de øvrige gange, Danmark har måttet stemple alt for tidligt ud af en slutrunde. Slutrundens placering midt i vinterens mørke og kulde herhjemme kan nemlig gøre det endnu sværere at ryste nederlaget af sig.

Afstemning

Lider du af VM-blues?

Håb forude

Men selvom det for nogle lige nu føles mørkt og dystert, er der håb forude, forsikrer krisepsykologen. Det er nemlig følelser, der går hurtigt væk igen for de fleste.

- Langt de fleste får det meget hurtigt meget bedre. Vi er fulde af følelser og reaktioner, og herefter finder vi proportionerne i det. Heldigvis er det "bare" fodbold. Vi er ikke i krig, og vores løn går ind, som den plejer, siger Rikke Høgsted.

Hvordan undgår man at få den følelse igen? Skal man stoppe med at se fodbold?

- Jeg tror ikke, vi skal undgå det. Vi skal i stedet frydes over, at vi evner at håbe og drømme og have opture. Så bliver opturen og sejrens sødme også større, når den kommer.

Men hvad skal man så gøre for at komme af med den triste følelse?

- For langt de fleste vil det hjælpe at tale med andre om det. Stå ved, at man har det, som man har det. Og til sidst med tiden vil man nå frem til en erkendelse af, at det bare er fodbold. Lige indtil næste slutrunde står for døren.

VM fortsætter på tv, og mon ikke de fleste danskere alligevel er at finde foran fjernsynet, når knockoutkampene brager løs. Følg det hele her på TV2.DK.