Fandt dansk seddel – nu reagerer australsk landstræner
Australiens landstræner blev bekræftet i, at Danmark ikke havde en klar plan, da de fandt en sammenkrøllet seddel på banen.
En sammenkrøllet seddel har det seneste døgn fået opmærksomhed i danske og australske medier.
For i kampen mellem Danmark og Australien fangede tv-kameraerne, at australske Mitchell Duke fandt en seddel på banen, hvorefter han afleverede den til landstræner Graham Arnold ude på sidelinjen.
Kort tid forinden var sedlen blevet krøllet sammen og smidt på jorden af en dansk spiller. Derfor har der været spekuleret i, om der var en australsk fordel at hente, da Mitchell Duke bragte den videre til sit eget trænerteam.
Fredag eftermiddag holdt Australien pressemøde inden braget mod Argentina, og selvom langt det meste handlede om den historiske kamp, var der også et fokus på hændelsen fra opgøret mod Danmark.
Graham Arnold forklarede, at det ikke ligefrem var en seddel, der gav en taktisk fordel, men han blev bekræftet i noget andet.
- Mitchell Duke kom over med det til mig, og for at være helt ærlig troede jeg bare, at han ville være flink og samle skrald op. Han gav mig det, og jeg kiggede ikke engang på det, jeg gav det bare videre.
- Den lille note viste bare, at de ikke havde nogen plan klar, og de ikke var forberedte. At de er nødt til at sende en note ud, viser, at det ikke er planlagt på forhånd, hvorimod vi altid planlægger på forhånd, så spillerne ved, at hvis Bailey Wright kommer ind, så skifter vi til en fembackkæde, for det har vi allerede aftalt.
Da den australske landstræner fik sedlen i hånden, gav han den videre til den fysiske træner Andrew Clark, der i sommer blev ansat i FC København. Sammen med den tidligere Brøndby-træner René Meulensteen, der er Arnolds assistent, kiggede de på sedlen og talte om den. Efterfølgende fik Graham Arnold en kort besked fra assistenterne.
Ingen overraskelser i dansk seddel
Situationen opstod, da Kasper Hjulmand efter 69 minutter skiftede Robert Skov og Andreas Cornelius ind. De fik hver en seddel med på banen, som blev afleveret til henholdsvis Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg. Mindst en af sedlerne blev efterfølgende krøllet sammen og smidt på græsset.
Journalisten Adam Peacock, der skriver for det australske medie CODE, fortæller til TV 2 SPORT, at han har været i kontakt med Andrew Clark, den fysiske træner. Han skulle angiveligt have fortalt, at der på sedlen stod, at Danmark ville spille med to angribere og pumpe bolde ind i feltet.
På daværende tidspunkt var danskerne bagud med 0-1, og da Kasper Hjulmands tropper kun kunne bruge en sejr, var det næppe nogen overraskelse for Graham Arnold og resten af det australske mandskab.
På tv-billederne kunne man se, at australierne allerede var i færd med at skifte Bailey Wright ind.
- Jeg fokuserede på udskiftningen. Jeg vidste allerede, at vi skulle skifte over til en fembackkæde. Jeg har altid en plan a, b, c og d eller e til alle situationer. Om vi fører 1-0 eller er bagud 0-1, siger Graham Arnold.
Australien vandt kampen med 1-0 og spillede sig videre til ottendedelsfinalen, hvor de altså skal op mod Argentina og Lionel Messi.