VM fodbold

Fodboldkommentator sagde det forbudte navn og blev pillet af skærmen i pausen

Tyrkiske medier kobler det pludselige fravær fra skærmen med benævnelsen af tidligere topspiller. Selv afviser han rygter om, at han er blevet fyret.

RETTELSE: Denne artikel er blevet ændret efter udgivelse. TV 2 citerede tidligere oplysninger fra en Twitter-profil, som ikke var korrekte.

Marokko vandt torsdag 2-1 over Canada og spillede sig videre til ottendedelsfinalen ved fodbold-VM.

Holdet bragte sig i front allerede i det fjerde minut, da Hakim Ziyech udnyttede en målmandsfejl.

Et hurtigt mål, men langt fra det hurtigste i VM-historien.

På den tyrkiske tv-kanal TRT mindede kommentatoren Alper Bakırcıgil de tyrkiske seere om, at det hurtigste mål nogensinde ved et fodbold-VM blev scoret af den tyrkiske legende Hakan Sükür.

Men i pausen blev Bakırcıgil pludselig pillet af skærmen og erstattet af en kollega, der kommenterede resten af kampen. Det skriver flere tyrkiske medier, herunder Cumhuriyet.

Tidligere citerede TV 2 en Twitter-profil, som udgav sig for at være Alper Bakırcıgil, som skrev, at kommentatoren også var blevet fyret af TRT. Men ifølge tyrkiske medier skriver Bakırcıgil på sin Instagram-profil, at Twitter-profilen er falsk, og han afviser, at han er blevet afskediget.

Han kommenterer dog ikke på, hvorfor han blev fjernet fra skærmen.

Fra fodboldhelt til terroranklaget

Tyrkiske medier og journalister sætter dog kommentatorens pludselige fravær i tv-transmissionen i forbindelse med hans nævnelse af Hakan Sükürs målrekord.

Men det skyldes ikke, at den tyrkiske kommentator havde sagt noget faktuelt forkert.

Historiens hurtigste VM-mål

  1. Hakan Sükür, Tyrkiet-Sydkorea, 2002 (0:11)

  2. Vaclav Masek, Tjekkoslovakiet-Mexico, 1962 (0:15)

  3. Ernest Lehner, Tyskland-Østrig, 1934 (0:25)

  4. Bryan Robson, England-Frankrig, 1982 (0:28)

  5. Clint Dempsey, USA-Ghana, 2014 (0:30)

  6. Bernard Lacombe, Frankrig-Italien, 1978 (0:31)

  7. Arne Nyberg, Sverige-Ungarn, 1938 + Emile Veinante, Frankrig-Belgien, 1938 (0:35)

  8. Adalbert Desu, Rumæmnien-Peru, 1930 (0:50) + Seung Zin Pak, Nordkorea-Portugal, 1966 (0:50)

  9. Celso Ayala, Paraguay-Nigeria, 1998 (0:52)

  10. Mathias Jørgensen, Danmark-Kroatien, 2018 (0:55)

Hakan Sükür scorede ganske rigtigt VM-historiens hurtigste mål, da han efter bare 11 sekunder bragte Tyrkiet i front i VM-bronzekampen i 2002. Målet var med til at sikre tyrkerne medaljer og gøre holdet til nationalhelte.

Men siden dengang er Sükür faldet i unåde i hjemlandet, hvor han af den tyrkiske regering bliver sat i forbindelse med terrorisme.

Hakan Sükür var i 90'erne og 00'erne ellers en af de allerstørste stjerner på det tyrkiske landshold og i Istanbul-storklubben Galatasaray. Han scorede 51 mål i 112 landskampe.

Da han indstillede karrieren, gik han ind i politik, og i 2011 blev han valgt til det tyrkiske parlament for præsident Erdogans parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet.

To år senere forlod han partiet og blev uafhængig, og det var her, at tingene begyndte at gå skævt, da Recep Tayyip Erdogan så sig sur på den tidligere fodboldprofil.

Sükür forlod tyrkisk politik i 2015, men i 2017 måtte han flygte med sin familie til USA, efter at han blev beskyldt for at have spillet en rolle i det fejlslagne kupforsøg i 2016.

Har mistet alt

Den tyrkiske regering kædede Hakan Sükür sammen med Fethullah Gülen – en islamisk lærd Erdogan-rival – som præsident Erdogan tillagde hovedansvaret for det blodige kupforsøg.

FETÖ, der er regeringens betegnelse for Gülen-bevægelsen, bliver af regeringen i dag betegnet som en terrorbevægelse.

I 2020 fortalte Sükür selv i et interview med den tyske avis Welt Am Sontag, at han havde mistet alt, og at han nu forsørgede sig ved at køre taxa i USA.

- Jeg har intet tilbage. Erdogan tog alt: Min ret til frihed, min ret til ytringsfrihed og min ret til at arbejde, sagde han.

Hakan Sükur forklarede videre, at Erdogan havde tvunget ham og hans familie ud af Tyrkiet ved at udstede en arrestordre for Sükürs påståede rolle i kupforsøget i 2016.

- Ingen synes at være i stand til at forklare, hvad min rolle skulle have været. Jeg gjorde aldrig noget ulovligt. Jeg er ikke en forræder eller en terrorist, fastholdt den tidligere stjerneangriber.

Men i Tyrkiet er han blevet stemplet, og navnet Hakan Sükür er ifølge regeringen ikke længere noget, man hylder.

Den falske Twitter-profil, der udgav sig for at være Alper Bakırcıgil, bekræftede, at fodboldkommentatoren var blevet taget af skærmen som følge af benævnelsen af Hakan Sükür. Men den oplysning er altså ikke bekræftet.