Stjerne sendte hyldest – tolkes som voldsom provokation

Der var ond stemning mellem Serbien og Schweiz i sidste runde af gruppespillet, hvor schweizerne spillede sig videre ved verdensmesterskabet.

Schweiziske Granit Xhaka tiltrak sig særlig opmærksomhed efter kampen mellem Schweiz og Serbien ved at bære en trøje med navnet "Jashari" og nummeret 26.

Trøjen tilhører anførerens 20-årige landsmand Ardon Jashari, der også er med ved VM. Men Jashari, som er et almindeligt albansk efternavn, er også efternavnet på lederen af Kosovos Befrielseshær, Adem, der sammen med 58 familiemedlemmer blev dræbt af serbisk politi i 1998.

Granit Xhaka er af kosovo-albansk herkomst, og her bliver Adem Jashari betegnet som en helt. I Serbien anses han som det stik modsatte.

Det bliver kun set som en provokation i Serbien. En idiotisk handling

Žikica Babović, serbisk journalist til TV 2 SPORT

Derfor blev Granit Xhaka også spurgt på pressemødet efter kampen, om han sendte et politisk budskab. Det svarede schweizeren klart på.

- Der var intet politisk budskab overhovedet. Lige siden Ardon (Jashari, red.) blev en del af A-landsholdet, har han været en ung spiller, jeg virkelig har værdsat, forklarede Granit Xhaka og slog fast, at de to spillere tilbringer meget tid sammen.

Samme budskab uddybede midtbanegeneralen efterfølgende over for TV 2 SPORT.

- Vi har en Jashari på holdet. Han spiller for Luzern, er 20 år gammel og anfører, og så minder han mig lidt om mig selv, da jeg var 20 år – men han er bedre, end jeg var dengang. Jeg har et virkelig godt forhold til ham, og vi aftalte inden kampen, at hvis jeg scorede, eller vi vandt, ville jeg tage hans trøje på. Derfor gjorde jeg det.

Men der er også folk, der spekulerer over, om der var en besked til Kosovo-folket. Du og Xherdan Shaqiri har en forhistorie med Serbien. Var der en anden mening bag det?

- Hør efter! Det er ikke mit problem, hvad folk siger. Du skal høre, hvad jeg siger. Jeg har forklaret dig historien, og det er det. Folk kan snakke og lave deres egne historier. Det rigtige er, hvad jeg siger. Jeg har intet at gøre med politik. Vi gjorde det én gang i 2018. Det kostede en masse energi. Mod Serbien ville vi fokusere på at spille fodbold, og det bedste hold vandt.

Spændinger i et politisk spil

Tilbage i 2018 scorede Granit Xhaka mod Serbien ved VM. I sin jubelscene lavede han "den dobbelte ørn", der optræder på Albaniens flag, hvilket skabte stor røre efter opgøret. Ligeledes åbnede FIFA en sag.

Xherdan Shaqiri og Granit Xhaka afviser efter kampen mod Serbien, at der var et politisk budskab bag jublen. Video: TV 2 Sport

Og selvom Arsenal-spilleren afviser et politisk budskab i denne omgang, ser serbiske medier ikke så mildt på tingene.

- Det bliver kun set som en provokation i Serbien. En idiotisk handling, siger den serbiske journalist Žikica Babović fra mediet Nova.rs til TV 2 SPORT.

- Han afviser kun, fordi han fik problemer i 2018. Men i Serbien bliver det her udelukkende tolket som en provokation. Det er helt sikkert.

Også den serbiske avis Telegraf spekulerer i, om Xhaka sendte en politisk hilsen.

Selv blev der sendt en politisk hilsen fra det serbiske omklædningsrum i VM-gruppespilskampen mod Brasilien 24. november.

Her hang et flag, hvor Kosovo blev vist som en del af Serbien, mens der stod "ingen overgivelse". Det fik Kosovos fodboldforbund til at indgive en klage til FIFA, der nu undersøger sagen.

Kosovo erklærede uafhængighed fra Serbien i 2008.

Ondt blod i afgørende VM-kamp

Både Schweiz og Serbien havde muligheden for at avancere inden sidste runde i gruppespillet.

Flere gange undervejs var der hård infight og provokationer mellem de to mandskaber. Her var Granit Xhaka ofte indblandet i tumulten.

Det intense brag endte med en sejr på 3-2 til Schweiz, der kan se frem til at møde Portugal i ottendedelsfinalen.

De to hold mødes 6. december.