VM fodbold

- En katastrofe, siger ekspert om denne aktion

England tog pusten fra Senegal, da Harry Kane sparkede bolden i kassen til 2-0.

Senegals spillere blev løbet over ende, da England scorede i første halvlegs tillægstid.

Jude Bellingham bragte kuglen frem ad banen efter en senegalesisk dødbold. Her kunne den engelske komet med sine snedige træk slange sig forbi modstanderne, inden han lagde bolden videre til Phil Foden, der slutligt spillede Harry Kane fri til 2-0.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker kritiserer de senegalesiske spillere i sekvensen:

- Det her er et eksempel på, hvorfor vi ikke ser de her afrikanske, asiatiske og til nøds også nordamerikanske hold komme længere ved et VM. Det er en katastrofe, at du 20 sekunder før pausen står sådan her på din egen dødbold, sagde eksperten i pausen af kampen.

- Der skal laves minimum ét frispark undervejs. Pathé Ciss går op og taber bolden. Bagefter er der mulighed for at lave et frispark på Bellingham – det sker heller ikke. Du må aldrig, aldrig indkassere et 2-0-mål i tillægstiden.

Det passer ikke til niveauet

Senegal spillede ellers en god første halvleg, hvor de afrikanske mestre kom frem til flere store chancer, mens englænderne sad på spillet.

Alligevel understreget dét, der skete ved 2-0-scoringen, at der er niveauforskel på de to mandskaber, mener Mads Junker.

- Det skal ikke taget noget fra, at det er stærkt lavet af Bellingham, og at det er en god kontra. Men det er en katastrofe, det her, og det er bare forskellen på de to hold. På det her niveau kan man ikke tillade sig at blive fanget i en omstilling i tillægstiden.

England scorede til 3-0 i det 57. minut, da Bukayo Saka kom på tavlen for tredje gang ved verdensmesterskabet.

Herfra formåede Senegal ikke at presse på for en reducering.

England vs. Senegal
3-0
FT
  1. 38' MålJordan HendersonAssist: Jude Bellingham
  2. 45' MålHarry KaneAssist: Phil Foden
  3. 57' MålBukayo SakaAssist: Phil Foden