VM fodbold

Fransk stjerne brød klar regel – først efter 42 minutter opdagede dommerne det

Reglerne foreskriver, at spillerne skal kontrolleres for farligt udstyr eller smykker inden kampstart.

Jules Koundé tiltrak sig særlig opmærksomhed kort inde i søndagens VM-ottendedelsfinale mod Polen – for noget andet end fodboldspillet.

Kameraets linse fangede hurtigt den franske forsvarsspiller bære en halskæde, og det er imod reglerne.

De internationale regler foreskriver, at alle smykker (halskæder, ringe, armbånd, øreringe, læderbånd, gummibånd osv.) er forbudte og skal fjernes.

At Joules Koundé så alligevel kunne bære en halskæde er besynderligt, for ifølge reglerne skal spillerne kontrolleres, inden de betræder banen. Hvis spilleren bærer noget ikke-godkendt eller farligt, som det var tilfældet med Koundé, skal dommeren bede spilleren om enten at:

  • Fjerne det pågældende udstyr
  • Forlade banen ved næste spilstop, hvis spilleren ikke kan eller vil fjerne udstyret

En spiller, der ikke retter sig herefter, risikerer en advarsel.

Linjedommer opdagede regelbrud

TV 2 SPORTs dommerekspert Kenn Hansen slår fast, at halskæden klart bryder reglerne, men at det ikke er nyt, at spillerne lige forsøger at se, om det kan gå an.

- Han bliver formentlig bare bedt om at tage den af, hvis dommeren opdager det, da en dommer ikke bare kan give ham en direkte advarsel for halskæden. Selvom den jo med stor sandsynlighed er sneget med ind og taget på, sagde Kenn Hansen, inden dommerne i det 42. minut opdagede halskæden.

Uden yderligere straf blev Koundé bedt om at tage sin halskæde af, og spillet kunne fortsætte. Heldigt for franskmanden var konsekvenserne ikke større.

Skulle Koundé have fået en advarsel for sin lovovertrædelse, ville FC Barcelona-spilleren ikke have mulighed for at deltage i en eventuel kvartfinale, da han bærer rundt på et gult kort fra gruppespillet.