VM fodbold

Grusom tragedie ramte VM-træner, der i dag "brøler som en løve"

For 20 år siden mistede Aliou Cisse 11 familiemedlemmer i en færgeulykke. I dag betragtes han nationalhelt og står i spidsen for Senegals landshold.

Se Senegals ottendedelsfinale mod England søndag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY

Han er svær, vel nærmest umulig, ikke at lægge mærke til, når Senegal spiller.

For med sit lange hår flettet som dreadlocks har Aliou Cisse, landstræner for Senegal, et udseende, som sjældent ses blandt professionelle fodboldtrænere. Og så har han en attitude, der aldrig kan misforstås.

- Han er en løve. Når han taler til os, er det som en løve, der brøler, har midtbanespilleren Pape Gueye tidligere udtalt.

Aliou Cisse er på mange måder en ener. Men han er en ener, der i stigende grad har nydt stor succes, siden han i 2015 overtog ansvaret for hjemlandets nationalmandskab.

Han behøver ingen nærmere introduktion, hvis du spørger senegalesernes assistenttræner, Regis Bogaert.

- Alle kan se, hvad han har gjort. Som træner var den første til at vinde Africa Cup of Nations, og han nåede finalen som spiller. Han var kaptajn i 2002, hvor vi kom i kvartfinalen, og nu har han ført Senegal til VM to gange i træk.

- Det er en fantastisk bedrift, sagde Bogaert på et pressemøde lørdag, hvor han erstattede netop Aliou Cisse, der døjer med sygdom.

Søndag aften skal han gerne være rask, når tiden som senegalesisk landstræner vil få en foreløbig kulmination. Cisse og Senegal skal forsøge at nedkæmpe England og indløse billet til VM-kvartfinalen.

Aliou Cisses bedrifter med Senegal

Som spiller 

  • 2002: Nåede finalen i Africa Cup of Nations, hvor de tabte til Cameroun
  • 2002: Nåede kvartfinalen i VM, hvilket er Senegals bedste VM-resultat nogensinde

Som træner

  • 2018: Kvalificerede Senegal til VM for anden gang i historien
  • 2019: Nåede finalen i Africa Cup of Nations, hvor Senegal tabte til Algeriet
  • 2022: Vandt Africa Cup of Nations med Senegal for første gang nogensinde
  • 2022: Kåret som Årets Træner i Afrika 

For mange bliver Aliou Cisse husket for at bære anførerbindet, da Senegal for 20 år siden spillede sig i VM-kvartfinalen for første - og hidtil eneste - gang i landets historie.

Men der gemmer sig også en anden og noget mere tragisk historie omkring den tidligere midtbanekriger.

Gennemgik personlig tragedie for 20 år siden

Vi skruer tiden tilbage til 26. september 2002. Aliou Cisse var to måneder tidligere skiftet til Birmingham, der på daværende tidspunkt befandt sig i Premier League.

Hvad, han gjorde de dage, fortæller så meget om ham

Michael Johnson

To dage senere skulle Cisse og Birmingham møde Newcastle på udebane.

Men Cisses sidste forberedelser blev slet ikke, som han kunne have forestillet sig. For der begyndte at florere historier om, at færgen MV Le Joola var sunket på sin vej til Dakar, Senegals hovedstad.

På færgen befandt 11 af Cisses familiemedlemmer sig.

- Jeg var klistret til telefonen den dag. At vente var det hårdeste. Det var så svært at få troværdige informationer, har senegaleseren tidligere i år fortalt til BBC.

Da nyheden endelig blev bekræftet, stod det klart, at alle 12 familiemedlemmer havde mistede livet. Det samme havde flere end 1800 andre.

En frygtelig ulykke, der i dag går under navnet "Senegals Titanic".

Så skulle man tro, at Aliou Cisse, der dengang var 26 år gammel, straks ville droppe tankerne om at spille kampen mod Newcastle, men sådan blev det ikke.

- Jeg holdt det for mig selv, har han fortalt til The Guardian.

Aliou Cisses karriere

Som spiller 

  • 1994-1997: LOSC Lille 
  • 1997-1998: CS Sedan Ardennes 
  • 1998-2001: Paris Saint-Germain
  • 2001-2002: Montpellier 
  • 2002-2004: Birmingham City
  • 2004-2006: Portsmouth FC
  • 2006-2008: CS Sedan Ardennes 
  • 2008-2009: Nimes Olympique
  • 1999-2009: Senegal 

Som træner

  • 2012: Senegal (midlertidig træner) 
  • 2012-2015: Senegal U23
  • 2015-nu: Senegal 

Og det gjorde han ikke kun i to dage. For efter kampen mod Newcastle fortsatte han sin træning og var en uge senere med til at vinde over West Ham. Han ville ikke "forstyrre holdkammeraternes mentale tilstand".

"Det fortæller så meget om ham"

Michael Johnson, der dengang spillede sammen med Cisse i Birmingham, husker tydeligt, hvad der gik gennem hovedet, da han fandt ud af, hvad hans holdkammerat var udsat for.

- Hvad, han gjorde de dage, fortæller så meget om ham. Langt størstedelen af alle mennesker, mig selv inklusiv, ville have taget hjem og tage noget tid væk fra det hele. Men Aliou ville spille. Det viser noget om den styrke og karakter, han besidder som menneske, har Johnson fortalt til The Athletic.

MV Le Joola var med en maksimal kapacitet på 580 personer voldsomt overfyldt, og da færgen ud for Gambias kyst blev udsat for stormvejr og høje bølger, kunne den ikke modstå presset længere. Det officielle dødstal lyder på 1863, mens blot 64 personer overlevede.

I forbindelse med 20-året for ulykken har den senegalesiske landstræner tidligere på året forklaret, at han følte sig nødsaget til at være stærk.

- Så snart vi havde spillet kampen, fløj jeg til Dakar for at være sammen med min familie. De havde virkelig brug for mig, så jeg kunne ikke være svag. De havde brug for min tilstedeværelse.

Aliou fortalte i selvsamme interview, at han "elskede Joola og kendte den ud og ind". Han havde selv har rejst med færgen masser af gange, og han føler, at det er rent held, at han ikke selv var ombord.

Benægter ikke, at der stadig er et traume

Den personlige tragedie er sjældent noget, som Aliou Cisse taler om i medierne. Men Michael Johnson, holdkammeraten fra Birmingham, er ikke i tvivl om, at den mentalitet, han viste dengang, også kan vise sig brugbar i jobbet som landstræner.

- Når jeg ser tilbage på det, han gjorde, tænker jeg: "Hvis det er sådan, du er som menneske og som spiller, hvilken attitude vil han så ikke bringe ind i sine lederegenskaber som manager?".

Mouhamadou Moustapha Gaye er journalist på det senegalesiske medie Dakaractu.com, og han har oplevet, hvordan Aliou Cisse tackler interessen for tragedien, når han taler med medier.

- Han benægter ikke, at han stadig har det traume i sit hoved. Det vil aldrig forsvinde. Det er ikke noget, som han fokuserer på, men det er noget, han bruger som motivation, siger Gaye til TV 2 SPORT.

Ulykken står som den næstværste ikke-militære maritime ulykke i verdenshistorien.

Bliver set som en helt i Senegal

I disse uger handler alt om VM for Aliou Cisse og resten af det senegalesiske landshold. Det er bare tredje gang i historien, at landet er med til verdensmesterskaberne, og hver gang har Cisse været en del af eventyret - enten som spiller eller træner.

Han siger altid, hvad han tænker

Regis Bogaert

Han har nu stået i spidsen for Senegals landshold i syv år, og den popularitet, han nyder i øjeblikket, har han skullet arbejde for, fortæller Mouhamadou Moustapha Gaye.

- Da han startede på landsholdet, var der ikke mange, der troede på ham, fordi det var hans første trænerjob for et førstehold. Han havde svært ved at overbevise befolkningen, men han er vokset. Han er vokset så meget, at senegaleserne nu ser ham som en helt.

At Senegal for anden gang nogensinde står i knockout-fasen til et VM er i høj grad takket være de kvaliteter, som Aliou Cisse har bragt til holdet, mener assistenten Regis Bogaert.

- Han har en utrolig energi. Når han ved, hvad han vil, giver han absolut alt for at opnå det. En anden styrke er, at han har en enorm kapacitet til at lære og bruge den læring, han har fået. Det er meget brugbart.

- Og så er han meget direkte. Han siger altid, hvad han tænker - både når det er godt, og når det er skidt. Han er altid ærlig, og det tror jeg spillerne sætter pris på, siger Bogaert.

Hvis Senegal formår at besejre England, vil enten Frankrig eller Polen vente i kvartfinalen.