VM fodbold

Brasiliens landstræner blev rørt og beklagede, da han fik spørgsmål fra TV 2

Den brasilianske landstræner, Tite, undskyldte, fordi han ikke indledte sit pressemøde med at tale om sygdomsramte Pelé.

Der er fodboldfeber i Brasilien, fordi deres landshold brillerer ved verdensmesterskaberne i Qatar.

Men midt i al fejringen og euforien skal landet også forholde sig til, at historiens bedste fodboldspiller fra Brasilien, Pelé, kæmper med livstruende sygdom, hvorfor han i øjeblikket er indlagt på hospitalet.

Da Brasilien søndag holdt deres obligatoriske pressemøde dagen forinden ottendedelsfinalen mod Sydkorea, spurgte TV 2 SPORTs reporter Jon Pagh den fremmødte delegation ind til den 82-årige fodboldlegende. Spørgsmålet var et af de sidste på presseseancen, og det fik Tite til at undskylde.

- Mange tak for dit spørgsmål, startede den brasilianske landstræner, Tite, inden han fortsatte:

- Jeg er faktisk ked af, at jeg ikke indledte pressekonferencen med at tale om Pelé. Jeg vil fortælle jer om mine følelser. Lad mig venligst gøre det. Han er nok den eneste person, hvor jeg rystede, da jeg hilste på ham. Jeg mener det af hele mit hjerte. Det var meget bevægende, forklarer Tite på pressemødet.

Herefter uddyber landstræneren historien om sit møde med Pelé fra 2018, og du kan se hele klippet i videoen øverst i artiklen.

"Det er et svært øjeblik"

Lørdag aften sendte Pelé en hilsen fra sygesengen.

Det skete, efter de brasilianske medier kunne berette, at fodboldlegenden var begyndt at modtage palliativ behandling, der fokuserer på at nedsætte og lindre symptomer på livstruende sygdomme i modsætning til at behandle selve sygdommen.

- Kære venner. Jeg vil gerne holde jer alle rolige og positive. Jeg er stærk, og med masser af håb følger jeg min sædvanlige behandling. Jeg vil gerne takke hele det medicinske hold og sygeplejerskerne for behandlingen, skrev Pelé på sin Instagram.

Den alvorlige situation påvirker i den grad også den brasilianske befolkning, fortæller Tite på pressemøde:

- Jeg tror, jeg taler for os alle. Det er et svært øjeblik.

Pelé er den eneste fodboldspiller, der har været med til at vinde VM i fodbold tre gange – det skete i 1958, 1962 og 1970.