VM fodbold

Hele verden fokuserer på kroatisk fan – men landsholdet gør ikke

Hun fik også meget opmærksomhed ved slutrunden i 2018, hvor Kroatien tabte i finalen.

Medier i England, USA, Spanien, Australien og adskillige andre lande har allerede omtalt Ivana Knöll.

Den kroatiske model er gået viralt ved VM i Qatar – særligt for sin lette påklædning og luftkys, der stjæler opmærksomhed ved Kroatiens kampe.

På et pressemøde søndag spurgte TV 2 SPORT den kroatiske landsholdslejr, hvad de tænker om opbakningen fra den populære fan. Det ønskede hverken landstræner Zlatko Dalić eller forsvarsspiller Joško Gvardiol at svare på.

Selvom de ikke kommenterede sagen, kom landstræneren hen til TV 2 SPORTs reporter efterfølgende og noterede sig, at det var et godt spørgsmål, men at han vil holde sit fokus på fodbolden.

Da Zlatko Dalić trådte ned fra podiet på pressemødet, ville han alligevel godt rose et spørgsmål, han ikke havde nogen kommentar til. Video: TV 2 SPORT

Budt velkommen af folket i Qatar

Styret i Qatar opfordrer til, at besøgende viser respekt og dækker både knæ og skuldre. Alligevel oplever Ivana Knöll, at de lokale er glade for hende.

- Reaktionerne er rigtig gode. Mange qatarere er kommet hen og blevet fotograferet med mig. Hvis de havde noget imod det, ville de ikke gøre det, har kroaten sagt ifølge Evening Standard.

Allerede ved VM-slutrunden i 2018 fik Knöll opmærksomhed. Her blev Kroatien slået i finalen af det franske mandskab.

- Vi vil have dét, som Frankrig tog fra os i Rusland. Intet mindre, har hun udtalt og hentyder til VM-trofæet.

Guldet får Kroatien lov til at kæmpe videre for mandag, når overraskelsen fra Japan venter i ottendedelsfinalen.