VM fodbold

Neymar-dobbeltgænger tager fusen på VM-fans i Qatar

Eigon Oliver ligner Neymar meget. Så meget, at folk tager fejl af dem.

Berømmelse, opmærksomhed og penge.

Der er mange grunde til at ville være professionel fodboldspiller.

Men hvad gør man, når fodboldtalentet ikke rækker? Man kan gøre som Eigon Oliver, der bedst kan beskrives som Neymars dobbeltgænger.

Han ligner til forveksling den brasilianske stjerne taget hans frisure, skæg, tatoveringer og tøj i betragtning.

Eigon Oliver har taget turen til Qatar og hans ”forklædning” har ved flere lejligheder snydt mange VM-fans, der har omringet ham for at få taget billeder med, hvem de tror, er PSG-stjernen.

Ligheden mellem Oliver og Neymar fik ifølge mediet TVM news vagter til at beskytte Oliver, da de spottede ham uden for stadion før kampen mellem Brasilien og Schweiz. De eskorterede ham efterfølgende ind på banen, hvor fansene hurtigt fik øje på Neymars ”kopi” og ville have billeder.

Eigon Oliver fortæller selv, at han dårligt kendte til Neymar i begyndelsen, men at han stille og roligt levede sig mere og mere ind i rollen.

- Jeg vidste ikke engang, hvem Neymar var, men folk kom ofte over og ville have et billede med mig, fortæller Oliver i en video, Reuters har delt på Twitter.

- Så begyndte jeg at lege med ved at skifte frisure til hanekam, og så udviklede det sig stille og roligt, siger han.

Eigon Oliver kan også prale af at have mødt Neymar i virkeligheden.

Den rigtige Neymar er kommet sig over sin ankelskade og er meldt klar til Brasiliens ottendedelsfinale mod Sydkorea, der spiller mandag aften.