VM fodbold

Stortalent holdt sig pludselig for ørerne, da Henderson talte

Det engelske stortalent Jude Bellingham modtager store roser for sin pragtkamp i 1/8-finalen mod Senegal ved VM.

19-årige Jude Bellingham spillede endnu en stor landskamp for England søndag aften.

Dortmund-spilleren er i gang med en stor turnering, og han blev af mange kåret til kampens bedste i sejren over Senegal søndag, hvor han blandt andet bidrog med en assist.

Derfor var hans holdkammerater fyldt med lovprisninger om stortalentet, der til sidst ikke kunne klare mere ros. Derfor tog han – med et glimt i øjet – begge hænder op for ørerne, da Jordan Henderson roste ham til skyerne.

Her er, hvad Henderson – og de andre engelske spillere – sagde om Bellingham efter kampen:

Jordan Henderson: - Han er fantastisk. Han er speciel, og vi skal lade ham nyde at spille fodbold. Han er kun 19 år, så lad ham nyde det. Han har været fantastisk hele turneringen og generelt i en lang periode, og nu skal han bare blive ved med at arbejde hårdt og gøre sine ting, siger Henderson, der selv scorede til 1-0 i opgøret.

Luke Shaw: - Inden turneringen sagde jeg, at han ville blive en meget vigtig spiller for os ved VM og i fremtiden. Han er en fantastisk spiller og stadig virkelig ung. Han har meget at lære, men han er så talentfuld og gør det lige nu på den største scene. Alt, jeg kan sige til ham, er, at han skal fortsætte, for han har så meget talent.

Kalvin Phillips: - Alle topklubber i verden må være ude efter ham. Det er op til ham at vælge, hvor han vil hen. Han er utrolig. Det får jeg heldigvis at se hver eneste dag til træning. Respekt til Jude – han er et fantastisk talent og en meget god person.

England vs. Senegal
3-0
FT
  1. 38' MålJordan HendersonAssist: Jude Bellingham
  2. 45' MålHarry KaneAssist: Phil Foden
  3. 57' MålBukayo SakaAssist: Phil Foden

England kan se frem til et stormøde i kvartfinalen mod de forsvarende verdensmestre fra Frankrig. Franskmændene slog Polen i deres 1/8-finale søndag.