Pludselig blev markedsplads i Qatar omdannet til vild folkefest

Kærligheden til holdet, landet, Messi og Maradona var hverken til at overse eller overhøre, da argentinske fodboldfans torsdag mødtes.

Souq Waqif er en markedsplads og et populært samlingssted i hjertet af Doha.

Torsdag aften er pladsen dog noget mere besøgt, end den normalt er. Og det er særligt takket være spansktalende mennesker i blå og hvide trøjer. Mange af dem med et 10-tal på ryggen og enten "Messi" eller "Maradona" stående over.

Vi er nødt til at synge. Vi er nødt til at få det ud

Sebastian, argentinsk fodboldfan

I løbet af få minutter er Souq Waqif blevet omdannet fra at være en hyggelig markedsplads, hvor folk nyder sin aftensmads i hyggelige omgivelser, til at være en sand argentinsk fodboldfest.

En såkaldt Banderazo.

Fans i hundredevis er dukket op. De er kommet for at synge argentinske slagsange og skabe en festlig kulisse aftenen inden VM-kvartfinalen mod Holland.

Det gør de altid, inden Lionel Messi og kompagni skal i aktion.

- Det er vores optakt til en kamp. Vi er nødt til at synge. Vi er nødt til at få det ud. Vi gør det dagen før, så holdet kan få det med. I morgen (på kampdagen, red.) er jeg på en eller anden måde mere rolig, for jeg har fået det ud af systemet. Det har jeg bare brug for, siger en tilhænger ved navn Sebastian.

Torsdag aften er der lagt op til, at de Argentina-fans, der har lyst og mulighed, skal finde sammen blandt caféerne og souvenirbutikkerne i Souq Waqif klokken 19.00.

Meeeeessi y Maradona!

Allerede en halv times tid inden mødetidspunktet er der sat gang i de første sange. Som minutterne går, kommer flere og flere til, og pladsen bliver mere og mere trang.

Lautaro Ruesga, en ung argentiner, har fundet plads i udkanten af den mest inkarnerede klynge. Han fortæller, at det er gennem en Instagram-konto, at han har fået informationen om, at der bliver afholdt Banderazo.

- Det er bare noget, jeg skal være med til. Det er vigtigt at komme ud og vise holdet, at vi støtter dem. Og så er det jo sjovt, siger han, inden han synger videre:

Vamos Argentina. Sabes que yo te quiero. Hoy hay que ganar y ser primero. Esta hinchada loca, dejo todo por la copa. La que tiene a Meeeeeeessi y Maradona!

De argentinske fans hold en gigantisk fest på en markedsplads i Qatar som optakt til VM-kvartfinalen mod Holland. Video: TV 2 Sport

En af argentinernes yndlingssange. Den handler kort sagt om kærligheden til holdet, landet og ikonerne Lionel Messi og Diego Maradona.

De synger også om, at argentinerne har grædt i mange år, men da de for halvandet år siden vandt Copa America på Maracana, blev det hele vendt. Håbet er tilbage i Argentina.

Særlig bevægelse laves igen og igen

Mens sangene samstemmigt bliver skrålet, kaster de mange argentinere også armen omvendt i vejret og lader et løst håndled ryge frem og tilbage. En bevægelse, som i høj grad kendetegner argentinske fodboldfans.

- Det er bare rytmen, som du følger. Du kaster hænderne hele tiden i takt med sangene. Det er en del af det at synge og støtte holdet.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Det er bare noget, der er i blodet. Selv hvis jeg ikke har lyst, bevæger min krop sig bare. Det er bare noget, man skal opleve, siger Sebastian.

Bevægelsen, der angiveligt ikke har noget navn, er så meget en del af den argentinske fodboldkultur, at Lionel Messi naturligvis kastede med løse håndled op mod fansene efter sejren over Australien i ottendedelsfinalen.

- Det viser jo, at han har det inde under huden. Han forstår det. Det bliver ikke bedre end at se Messi kaste sine hænder på den måde, siger Sebastian.

Ærkerivaler har fundet hinanden om kærligheden til Argentina

Normalt er Argentinske fodboldfans splittet i en sådan grad, at de ikke kan snakke fodbold sammen, uden at det medfører dårlig stemning og det, der er værre.

Hvis vi var i Argentina, og vores hold mødtes, ville vi slås

Hernan, argentinsk fodboldfan

Men i disse uger og dage er hadet lagt til side. Kærligheden til klubfodbolden er blevet sekundær, og i stedet har de fundet sammen om at elske landsholdet.

Det er også til at fornemme torsdag aften i Souq Waqif. Et eksempel er Hernan og Paplo. De holder til daglig med henholdsvis Boca Juniors og River Plate, to rivaliserende klubber fra Argentinas hovedstad, Buenos Aires.

- Hvis vi var i Argentina, og vores hold mødtes, ville vi slås. Jeg ville være ligeglad med ham. ”Go fuck yourself”, ville jeg nok sige. Det er bare vores passion, siger Hernan og bliver suppleret af Paplo:

- Her er vi sammen om det. Vi støtter Argentina. Det er i vores blod. Vi er kun kommet for at vinde.

Maradona vil hjælpe Messi fra himlen

Argentina har ikke vundet VM siden 1986, hvor Diego Maradona, der i 2020 mistede livet, var argentinernes helt store stjerne.

I dag hedder holdets ubestridte stjerne Lionel Messi, og hvis han skal gå i Maradonas fodspor og også kunne kalde sig verdensmester er årets slutrunde sidste udkald.

Og de tror på det, de mange argentinere på Souq Waqif.

Quiero ganar la tercera, quiero ser campeón mundial. Y al Diego, desde el cielo lo podemos ver. Con Don Diego y con La Tota, alentándolo a Lionel.

De synger om, at Argentina skal være verdensmester for tredje gang, og Diego Maradona vil fra himlen give Lionel Messi den støtte, han har brug for.

Fredag aften skal Lionel Messi og Argentina forsøge at spille sig i semifinalen, når Holland er modstanderen. Mens Maradona vil hjælpe til fra himlen, vil tusindvis af argentinere gøre, hvad de kan fra tribunen.

Du kan se kampen mellem Argentina og Holland direkte på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 20.00.