Uanset hvad græder de i Argentina
TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft kigger nærmere på Argentina frem mod VM-finalen.
De græder i Argentina. Uanset hvad der sker i VM-finalen mod Frankrig.
Tårer, der symboliserer modgang for et i forvejen ramt folk, hvis det bliver til nederlag – tårer der, hvis det bliver triumf, vil løfte 46 millioner mennesker i en tid, hvor sociale og økonomiske trængsler er de barske kendsgerninger.
For Argentina er det her langt mere end “bare” en fodboldkamp. Det er en nations “overlevelse”, for fodbolden har en langt større betydning i et latinamerikansk land som Argentina, end vi kender det fra vores del af Europa.
Sådan har det altid været. Fra 30'ernes økonomiske depression til et nutidigt argentinsk folk, hvor forskellen mellem rig og fattig er større end nogensinde, og hvor fodbolden samler. På Argentinas vegne.
For er der noget der alligevel skiller, er det kærligheden til enten Diego Maradona eller Lionel Messi.
De to store stjerner
Maradona er den “udødelige”, der talte tydeligt til den mest udsatte del af den argentinske befolkning – ikke kun med fødderne. Og Messi er den “pæne”, den “ordentlige”, der for mange er det argentinere helst vil præsenteres som.
De har deres kamp, de to, i VM-finalen, selvom den ene jo er ukampdygtig. Kan Messi hive et verdensmesterskab hjem til Argentina, så vil snakken blive tydeligere, men aldrig utvetydig, om hvem der er den største.
Messi kan blive legenden, men de elsker Maradona.
Det her er Argentinas femte VM-fodboldfinale siden nederlaget i 1930 til nabo-fjenden Uruguay. Og alle hidtidige har været omgærdet af særlige historier eller skandaler. I 1930 oplyste den argentinske midtbanespiller Luis Monti, at han havde modtaget dødstrusler lige før finalen, og at han ikke turde andet “end tabe til fjenden”.
Han spillede i øvrigt med sit andet statsborgerskab for Italien ved VM fire år senere – og vandt. “For fire år siden havde de slået mig ihjel, hvis vi havde vundet. Nu ville de have slået mig ihjel, hvis vi havde tabt”.
Argentina og Uruguay havde hver sin bold med til slutkampen, og nægtede at spille med andet end deres egen. Dommeren mæglede, så de medbragte bolde fik en halvleg hver.
Frit lejde til alle argentinere
VM-triumfen i 1978 var en slags bestilling fra den militærjunta, der fra 1976 styrede landet under general Videla. Et VM, der aldrig skulle have været. 30.000 drenge og mænd – modstandere af regimet – var forsvundet eller blevet henrettet. Mange på et fodboldstadion tæt på Estadio Monumental i Buenos Aires, hvor VM-finalen blev spillet.
Magthaverne havde givet frit lejde til alle argentinere i de tre uger, VM stod på, så de fik lov at opføre sig som de ville på juntaens gæsteliste.
Det blev et ukontrolleret folk, der jublede med de argentinske sejre og over den tidsbestemte frihed.
Et argentisk landshold uden stortalentet Diego Maradona, som Cesar Luis Menotti ikke turde tage med på grund af hans alder (17 år).
Det hele formede sig i denne historiens mest beskidte VM efter militærjuntaens ønsker – en turnering fyldt med dagsordner, aftaler og magtspil.
Og ikke for at pille ved triumfen, så husker jeg den belejligende sejr på 6-0 over Peru, som Argentina havde brug for på vejen til finalen, på deres bevidst sene entré til netop finalen, hvor modstanderne fra Holland stod og ventede og følte en indledende ydmygelse og afslutningen efter den argentinske sejr, hvor militærklædte vagter nærmest hev pokalen ud af hænderne på anfører Passarella for at give den til manden med det lille overskæg og den totale magt, general Videla.
Fire historiske minutter
Der gik otte år, før Argentina fik en ny triumf. I mellemtiden var det blevet et nedslag i Spanien (1982), hvor mellemgruppen blev tabt til Brasilien og de senere mestre Italien. Og hvor Maradona blev udvist efter et groft overfald på Brasiliens Joao Batista i en hørm af frustration.
Maradona optrådte ikke på landsholdet igen før i 1985.
Han blev så udødeliggjort som spilleren bag VM-triumfen i 1986 i Mexico efter finalesejren over Vesttyskland. Men nok endnu mere efter den mest ikoniske VM-kamp mod England.
På fire minutter lavede Maradona sit mål med “Guds Hånd” og driblede så en banehalvdel forbi 4-5 englændere, og lavede det andet mål i 2-1 sejren.
Argentinerne havde stadig dårlig smag i munden, mens de trods alt havde fejret 1978-triumfen, men det her var en sejr for folket og for Argentina som fodboldmagt.
Fodbolden var, som det stod i en argentinsk avis, “blomstret fra slummen” til det “universelle sprog”. Det gav Argentina et tiltrængt selvtillidsboost.
"Kronisk vrede og had"
Fjerde VM-finale var i 1990 i det land, hvor Diego Maradona havde siddet på førersædet i SSC Napolis to første mesterskaber (1987 og 1990). Og han sørgede for det sejrende sidste straffespark i semifinalen mod … Italien i … Napoli.
Italienerne glemte alt om Maradonas betydning for Napoli og indledte med en hysterisk pibekoncert under den argentinske nationalmelodi.
En læbesynkronisering fortalte, at anfører Maradona i stedet for at synge sagde grimme ting om italienere og napolitanere, mens musikken spillede, og de andre sang med.
Og han satte punktum denne “Notti Magiche” (Den magiske Nat) med at score afgørende i straffesparkskonkurrencen efter 1-1 i den ordinære kamp. Siden den dag var der kronisk vrede og had mellem parterne.
Det blev i øvrigt en af de dårligste VM-finaler (mod Vesttyskland) med en generel vitaminsvag indsats fra Argentina gennem hele turneringen – i slutkampen havde de blot et enkelt skud på mål mod tyskernes 23.
Andreas Brehme lavede sejrsmålet på straffespark fem minutter før argentinernes håb om forlænget spilletid.
Messi træder ind
I 2014 i Brasilien kom så Lionel Messi på banen for alvor.
Han scorede i alle tre gruppekampe, som Argentina vandt. Han var manden bag Di Marias sejrsmål mod Schweiz, han var med i Higuains sejrsmål mod Belgien og scorede på straffespark i semifinalen mod Holland (argentinsk sejr efter 0-0 i den ordinære kamp).
Messi var VM-slutrundens bedste, men Argentina tabte i forlænget spilletid finalen til Tyskland – Mario Götze scorede.
Lionel Messi blev turneringens topscorer, men var tæt på at nægte at modtage “Golden Ball”-trofæet. Den argentinske delegation fik ham overtalt til med bøjet hoved og skuffet blik at tage imod, men bagefter sagde han: “Det her betyder intet for mig”.
Det betyder alt for Argentina og argentinerne med en finalesejr i Doha.
Ikke så meget for at lægge på VM-historien, men for at løfte et helt folk ud af en vedvarende krise.
Som en 21-årig sagde til avisen “La Nacion” forleden: “Det handler om mere end at leve - det handler om at overleve”.
Lionel Messi er i alles øjne manden, der kan få Argentina til at (over)leve.
