Eksperter i ekstase over finalen
TV 2 SPORTs fodboldekspert David Nielsen er ovenud ekstatisk over VM-finalen.
Han kan omsider kalde sig verdensmester.
Lionel Messi og Argentina vandt VM-finalen, da de besejrede Frankrig efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Kampen havde det hele, da Argentina kom foran med 2-0, Frankrig kom tilbage og udlignede, Argentina kom foran i forlænget spilletid, mens Frankrig så kom tilbage igen.
TV 2 SPORTs fodboldekspert David Nielsen har aldrig set en vildere kamp.
- Det var en fuldstændig vanvittig finale. Den havde alt. Vi sidder tilbage med, at Messi fik sit VM - og sikke en måde at gøre det på, siger David Nielsen.
- Det er for vildt. Alle glemmer jo alt. Jeg synes, at det er retfærdigt, at Argentina vinder, da de fører kampen i så lang tid. De havde været knuste, hvis ikke de havde vundet. Det er gigantisk det her. Det kommer til at blive husket i så lang tid.
- Det er det her, fodbolden kan
TV 2 SPORTs ekspert Kenneth Perez kalder det også en "fuldstændig fantastisk kamp."
- Jeg har lidt medlidenhed med dem, der for første gang ser en fodboldkamp og tror, at det bare er det niveau, der er fremover. Det kan jeg sige, at det er det ikke. Jeg kan ikke huske en bedre finale, siger Kenneth Perez.
- Det er det her, der giver os alle sammen så meget glæde ved fodbolden.
Det var Argentinas tredje VM-titel efter triumferne i 1978 og 1986.