Flemming Toft raser over Messi-billeder: - Helt ude i hampen
Emiren i Qatar, Tamim bin Hamad Al Thani, fik Lionel Messi til at iklæde sig en form for kåbe, da han løftede VM-trofæet.
De blev sendt på podiet én spiller af gangen.
Tilbage stod den største af dem alle – Lionel Messi. Han skulle som den sidste argentiner bære trofæet hen til sine holdkammerater, hvor de sammen skulle fejre den historiske triumf med pokalløftet.
Men inden Messi nåede så langt, blev han bedt om at iklæde en guld-sort kåbe, en såkaldt bisht, som emiren i Qatar, Tamim bin Hamad Al Thani, kom med. Messi lod sig høfligt iføre kåben, hvorefter han blev gelejdet hen til sine holdkammerater med FIFA-præsident Gianni Infantino og emiren bag sig.
Messi havde dermed også kåben på, da han løftede trofæet, og - modsat sine holdkammerater - var hans hvide og blå spillertrøje tildækket. Det er hovedrystende, mener TV 2 SPORTs mangeårige fodboldkommentator Flemming Toft, der har overværet adskillige verdensmesterskaber og podieceremonier.
- Det er fuldstændig latterligt og en skandale. Messi skal jo stå i sin Argentina-trøje og ikke alt muligt andet. Det her bliver symbolet på hele VM, og det er ren iscenesættelse, siger en rasende Flemming Toft og tilføjer:
- Det er jo ikke Qatar, der har vundet VM. Det er Messi og hans land, der har vundet. Det er den trøje, han skal stå i. Den samme som holdkammeraterne, alle tilskuere og folket hjemme i Argentina. Det her er en kæmpe skamplet på det hele.
Helt ude i hampen
Allerede inden Lionel Messi blev iført kåben på 'Lusail Stadium' i Qatar, havde FIFA-præsident Gianni Infantino travlt med at dirigere rundt med argentinerne på VM-podiet og fortælle, hvordan de skulle agere.
- Han står der og indtager en hovedrolle. Det skal han i den grad lade andre tage sig af. Og så er han med til at sørge for, Messi bliver iklædt det udstyr. Det er helt ude i hampen, at han skal stå i en guldkåbe, og det viser bare, hvordan det hele tiden har været FIFA og Qatar, der skulle have hovedrollen.
- Det er langt over dem, som det hele handler om – spillerne. Som lige havde leveret en historisk finale, tilføjer Flemming Toft.
Den sidste brik i forhold til sportswashing
Tarig Panja, der er fodboldjournalist på New York Times og har dækket det politiske spil omkring slutrunden tæt i flere år, skriver på Twitter, at det er et symbol på, at Qatar også vil have, at det skal være deres øjeblik.
- Det er lidt mærkeligt, at Messi var iklædt en bisht - en sort kappe - som emiren fra Qatar iklædte ham, inden han løftede trofæet. Qatar ønsker, at det ligeså meget skal være deres øjeblik, som det er Messis og Argentinas.
Samme holdning har Miguel Delaney, der cheffodboldskribent hos The Independent.
- Det er usædvanligt i en VM-finale og kan blive beskrevet som den sidste brik i forhold til sportswashing.
Lionel Messi og Argentina løftede VM-troføet, da de sejrede efter straffesparkskonkurrence. Den ordinære spilletid endte 2-2, mens både Frankrig og Argentina også scorede i den forlængede spilletid.
Det er tredje gang, Argentina kan kalde sig verdensmester i fodbold. Det skete også i 1978 og 1986.
Messi blev kåret som turneringens bedste spiller.