Messi kåret til VM's bedste spiller
Tre argentinere blev kaldt på podiet, da Fifa uddelte individuelle priser efter VM-finalen.
Hyldesterne regner ned over Lionel Messi efter afslutningen på VM-slutrunden i Qatar.
Ikke nok med, at han sammen med det argentinske landshold vandt turneringen efter en finalesejr over Frankrig. Det 35-årige fodboldikon blev også kåret som VM's bedste spiller.
Det var Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), der stod for udnævnelsen.
Syv fuldtræffere
Messi scorede i alle knockoutrunder inklusive to mål i finalen og nåede i alt op på syv fuldtræffere. Kun Kylian Mbappé scorede flere. Franskmanden nettede otte gange og blev nummer to i afstemningen om VM's bedste.
Kroatiens midtbanekreatør Luka Modric indtog tredjepladsen efter at have ført sit hold til VM-bronze.
Argentina ryddede i det hele taget bordet, da der blev uddelt individuelle priser efter slutkampen.
Den 21-årige midtbanespiller Enzo Fernandez blev kåret til VM's bedste unge spiller, mens Emiliano Martínez tog prisen som turneringens bedste målmand.
Det er tredje gang, Argentina kan kalde sig verdensmester i fodbold. Det skete også i 1978 og 1986.