Messi reagerer på historisk VM-triumf

Lionel Messi er ikke helt færdig på det argentinske landshold. Han vil også prøve at spille i landsholdsdragten som verdensmester.

Han er nok også selv stoppet med at tælle, hvor mange gange han har kysset VM-trofæet.

Og der er god grund til, at Lionel Messi ikke kunne holde mundtøjet fra den gyldne pokal. Det var nemlig det sidste, han manglede i sin samling.

Dermed er endnu en drøm gået i opfyldelse for Messi.

- Det er det smukkeste, der findes. Jeg ville meget gerne have det, og Gud gav det til mig. Vi led meget, men vi fik det. Vi har tre stjerner på logoet nu, og vi har fået forsmag på de festligheder, der venter os i Argentina, siger Lionel Messi til TyC Sports.

- Det er enhvers spillers drøm. Jeg er heldig med at have opnået alt, og det, jeg manglede, har jeg her.

Stopper ikke lige nu

Lionel Messi meddelte inden turneringen i Qatar, at det var den sidste VM-slutrunde, han spillede.

Efter VM-finalen kunne Lionel Messi lade sig hylde som turneringens spiller. Video: TV 2 Sport

Han fortæller dog efter VM-triumfen, at det ikke var hans sidste landskamp.

- Selvfølgelig ville jeg kunne stoppe min landsholdskarriere med dette, og jeg kan ikke bede om noget andet. Men jeg trækker mig ikke fra landsholdet lige nu. Jeg vil fortsætte med at spille som verdensmester i Argentinas trøje, siger Messi.

Hyldesterne regner ned over Lionel Messi efter afslutningen på VM. Ikke nok med, at han sammen med det argentinske landshold vandt turneringen efter en finalesejr over Frankrig. Det 35-årige fodboldikon blev også kåret som VM's bedste spiller.

Messi scorede i alle knockoutrunder inklusive tre mål i finalen, hvis man tæller straffesparkskonkurrencen med. Det sidste mål tæller dog ikke med i kampen om topscorertitlen, hvor han i alt nåede op på syv fuldtræffere. Kun Kylian Mbappé scorede flere. Franskmanden nettede otte gange og blev nummer to i afstemningen om VM's bedste.