Mbappé hev fat i Slimane: - Jeg vil have din trøje

Selvom Tunesien ikke gik videre fra VM-gruppen, fik Anis Ben Slimane en stor oplevelse, da Tunesien mødte Frankrig.

Kylian Mbappé beviste med et hattrick i VM-finalen søndag, at han er en af verdens bedste fodboldspillere – hvis ikke den bedste.

Derfor er hans trøje selvsagt i høj kurs efter en landskamp, når der skal udveksles trikoter. Det oplevede den tunesiske landsholdsspiller Anis Ben Slimane, der til dagligt spiller i Brøndby, på nærmeste hold, da Tunesien mødte Frankrig og Mbappé i gruppespillet.

Jeg tænkte, hvad han dog skulle med min trøje

Anis Slimane om mødet med Kylian Mbappé

I programmet ’Det skæve VM med Hav & Kamal’ fortæller Slimane en anekdote, der udspillede sig efter opgøret, hvor han personligt fik Mbappés trøje.

- Det var sindssygt. Den måde, jeg fik trøjen på, var helt vanvittig. Efter kampen gik vi ind i spillertunnellen. Tunesien er et mindre landshold end Frankrig, og alle ville have Mbappés trøje. Jeg tænkte, at jeg også gerne ville have den, men jeg havde allerede lavet en aftale med Aurélien Tchouaméni, fortæller Slimane i programmet.

Slimane forklarer videre, at han gik igennem spillertunnellen, hvor Tunesiens omklædningsrum var på højre side, mens Frankrig var modsat.

Og han kunne se, at alle hans holdkammerater fulgte efter Mbappé.

- De gik næsten ind i omklædningsrummet efter Frankrig, og jeg tænkte: ”Slap af. Vi er ikke engang gået videre. Gå lige ind i omklædningsrummet og vær kede af det.”

- Vi ses i Champions League

Slimane gik videre, men pludselig hørte han, at der var en, der råbte efter ham. Og der var også en holdkammerat, der sagde, at han lige skulle vende sig om.

- Det gjorde jeg så, og så var det Mbappé. Jeg kiggede på ham og sagde: ”Mig?”. Og så sagde han ja. Jeg gik hen til ham og tænkte på, hvad han ville. Han sagde: ”Do you want to give me your shirt?” – og så tog han sin trøje af først, fortæller Slimane.

- Jeg sagde tak til ham og skulle til at vende mig om, men så rev han mig i trøjen bagfra, og så vendte jeg mig om igen. Så sagde han: ”Your shirt.” Og jeg tænkte på, hvad han dog skulle med min trøje. Jeg gav ham trøjen, og så sagde han: ”Vi ses i Champions League.”

Trøjebyttet og situationen har efterladt et stort indtryk hos Slimane.

- Man har jo kun hørt, at han var arrogant og sådan noget, men han skal have respekt for det, han gjorde, fordi han gjorde i hvert fald mig rigtig, rigtig glad, siger Brøndby-spilleren.

Opgøret endte 1-0 til Tunesien, men det var altså ikke nok til, at de gik videre fra gruppen. Anis Slimane spillede 83 minutter af opgøret, mens Mbappé kom på banen med 27 minutter igen, da Frankrig ville jagte sejren.

Slimane og Tunesien sluttede på tredjepladsen i gruppen, mens Danmark endte sidst kun med ét point.