Fodbold

Dolberg skifter til danskerklub

Kasper Dolberg bliver holdkammerater med danskerne Robert Skov og Jacob Bruun Larsen i Hoffenheim.

Den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg skifter fra OGC Nice til Hoffenheim på en lejekontrakt for resten af sæsonen.

Det oplyser den tyske klub på sin hjemmeside, hvor klubbens fodbolddirektør, Alexander Rosen, også sætter ord på aftalen.

- Kasper er en angriber, der udmærker sig ved sin intelligente måde at spille på, sin fremragende teknik, dynamik og en vis fysik.

- Han er en konstant trussel med sine kloge løb, han er målfarlig, og han er god til at holde på bolden med ryggen til mål, siger Rosen.

25-årige Dolberg vendte ved årsskiftet tilbage til sin franske klub OGC Nice, efter at han det seneste halve år har været udlejet til spanske Sevilla med blandet succes.

Det blev kun til otte optrædener for La Liga-klubben uden en eneste scoring.

Købsoption i aftalen

Nice bekræfter også nyheden om skiftet på Twitter. Den franske klub oplyser desuden, at Hoffenheim har sikret sig en købsoption på danskeren.

I Hoffenheim kan han se frem til at spille sammen med to andre danskere, da både Robert Skov og Jacob Bruun Larsen er at finde i Bundesliga-klubben.

Kasper Dolberg får trøjenummer 19 i Hoffenheim.

Ved VM i Qatar var Kasper Dolberg med i alle tre indledende gruppekampe for Danmark, som derefter skuffende røg ud af turneringen.

Det er blevet til 40 landskampe og 11 mål for Danmark siden debuten i 2016.