Fodboldens gentleman – og drømmen om Elkjær
Den afdøde fodboldlegende Gianluca Vialli vandt hjerter – også blandt seerne på TV 2, skriver TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft.
En af fodboldens helt store bliver begravet i stilhed. Den stilhed, der var omkring ham, når han ikke spillede fodbold. Den private, den tilbageholdne Gianluca Vialli, der har spillet livets sidste kamp. Og blot blev 58 år.
Han var noget, som italienerne kalder 'det største' – og vi andre bør bifalde. Ikke på skalaen fra 1-10, for den slags kan ikke måles, men fordi Vialli var et særligt stykke italiensk med og uden bold.
Eva Ravnbøl skrev en fin klumme, den dag Vialli døde. Om den italienske reaktion på livets mest kedelige melding. Denne klumme handler om min og TV 2s tilstedeværelse omkring den Vialli, der var med til at præge sendefladen i begyndelsen af 90'erne.
Vialli var elsket og beundret af alle – også dem, der holdt med klubber, han ikke repræsenterede. Og langt ud over den italienske grænse. Fordi han var en eminent fodboldspiller – og et behageligt menneske.
TV 2 sendte på livet løs – hver søndag – fra Serie A, der dengang blev betegnet som verdens bedste liga. Det skyldtes en generel opgradering, hvor topklubberne for alvor opjusterede.
AC Milan hentede Frank Rijkaard, Ruud Gullit og Marco van Basten, der alle havde været med til at blive europamestre i 1988. Inter tog til Tyskland og fik verdensmestrene fra 1990 i form af Andreas Brehme, Lothar Matthäus og Jürgen Klinsmann, og Napoli havde blandt andre verdensstjernen Diego Maradona, der løftede det første italienske mesterskab til Campanias største by i 1987 og 1990.
Det gjorde de også i Sampdoria, om end i lidt mindre målestok. Rent internationalt havde de jugoslaviske Srecko Katanec og brasilianske Toninho Cerezo, men blandt resten i den italienske flok var to jævnaldrende, tætte venner, Roberto Mancini og Luca Vialli. Det er ikke for meget sagt, at de – og den jugoslaviske træner Vujadin Boskov – var det særlige.
På det tidspunkt – i start 90'erne – havde TV 2 fokus på italiensk fodbold hver eneste spillerunde. Vi sendte hver søndag fra Milano, Rom, Napoli, Torino, Parma – og Genova. Og fik et godt – og særligt – øje for Sampdoria.
Vi er i sæsonen 1990/91. Napoli var forsvarende mestre, og de såkaldt store klubber havde løftet stjerneparaden. Men Sampdoria tog fusen på dem alle – og blev for første (og eneste) gang italiensk mester.
Jeg mener, vi sendte 10-14 Samporia-kampe den sæson. Dels fordi de 'drillede' de store, men nok mere fordi de havde Mancini og Vialli. De to lavede 31 mål tilsammen på vejen mod guldet. Vialli var et helt særligt fænomen – på grund af sin optræden uden for den italienske, kulørte presse, men selvfølgelig mere for hans evne til at afgøre kampe. Mancini var ham, der iscenesatte – Vialli var ham, der eksekverede.
Ville være lige så god som Elkjær
TV 2 kom tæt på i den periode og lavede mange interviews med de største Serie-A stjerner. Blandt dem Luca Vialli. Det mest aktuelle i forhold til det mesterskab, der kom faktuelt i stand efter en sejr på 3-0 over Lecce, men som fandt sin vej med fire vitale sejre over Milan, Roma, Napoli og Inter (fire mål i de fire kampe af Vialli).
- Der er mange andre på det her hold, fastholdt han med sin sædvanlige beskedenhed, når interviewsnakken gik på den personlige medvirken.
Vialli virkede nærmest forlegen, når han skulle dele ros med sig selv. Det var uden for banen. Inden for banen var han ham med den direkte giftighed, ham der kunne fuldbyrde.
- Jeg har længe haft en ambition om at blive lige så god som Elkjær – ham har jeg set op til, da han spillede i Hellas Verona.
Bum, sort på hvidt selvom citatet var i farver. Viallis drøm om at blive som 'vores' Preben. Var det, fordi han var medvirkende ved interviewet?
Luca Vialli fortalte om sin egen – og Mancinis – ansvar over for klubben og dens tilhængere. Han havde et særligt hjerte for Sampdoria, som han kom til som 20-årig fra Cremenose. Det blev til otte år og en masse titler – og en tabt Champions League-finale (tidligere Europa Cup) til Michael Laudrup og FC Barcelona.
Da han så skiftede til Juventus, blev han den seneste til at løfte netop Champions League-trofæet for den italienske storklub (1996).
Fortalte åbent om sin opvækst
Vialli vandt hjerter – ikke kun i Italien, ikke kun internationalt, men i høj grad blandt seerne på TV 2. Og for enden af vores medbragte kameraer og mikrofoner. Fordi han stillede op, fordi han var deltagende, fordi han stille og roligt fortalte uden at bevæge armene overdrevendt. Det havde han ellers al mulig grund til. En ypperlig sportsmand.
Det var dengang, hvor TV 2 logoet kunne ses, når mikrofonen blev stukket frem, og hvor selv de største blev vedkommende. Nutiden har spændt ben for de personlige relationer mellem seere og fodboldspillere. Det var en tid, hvor Vialli stillede op, når der blev forespurgt. Derfor havde han et stort hjerte hos os i TV 2-regi. Han fulgte op på en særlig fortælling.
En skildring, som i sig selv er lidt usædvanlig. For ofte er de såkaldte stjerners livsbane beskrevet via et fattigt hjem med boldleg og sammenbundne strømper og et socialt dårligt stillet bagland. Det vi hører, når karrieren skal forklares. Sådan var det ikke med Vialli. Og det fortalte han om.
Hans fædrene ophav havde opbygget et stort forretningsimperium, og Gianluca voksede op på et slot fra det 15. århundrede med 60 værelser og en særlig gårdhave, hvor knægten kunne udfolde sin fodboldopdragelse. Han fortalte lige så stille på sin egen måde, at også børn fra velstillede hjem kunne ende på fodboldtoppen. En pendant til den sædvanlige fremstilling af stjerners opvækst.
- Det, der tæller, er indeni – ikke det ydre.
Luca Vialli forlader denne jord som en enestående fodboldspiller, men også – og ikke mindst – som sine venners ven. Elsket overalt. I sin bog 'La Bella Stagione', som han skrev sammen med vennen Roberto Mancini, hedder det: "Tro ikke på dem, der siger, at fodbold er krig. Det er en sport, et spil. Og du spiller med dine venner".
