Da Napoli og Maradona kollapsede efter mystiske hændelser

Så snart snakken falder på Napoli, tænker alle på én mand. Diego Armando Maradona. Fodboldens måske største boldbegavelse fra lossepladsen i Buenos Aires og manden, der ene og alene førte de lyseblå fra nedrykningsstregen til toppen af Serie A.

Med sit lave tyngdepunkt, det brede smil og den udefinérbare aura tog argentineren Syditaliens slum med storm og blev på rekordtid gjort til byens og befolkningens helgen og frelser.

Det siges, at flere personer besvimede, da Maradona, på et indirekte frispark kælet op i det korte hjørne, sikrede sit hold en vital 1-0-sejr over Juventus i sæsonen 1984/85. Scoringen og triumfen blev startskuddet på noget historisk. Noget, man havde ventet på længe syd for Rom, hvor man i årtier havde set de magtfulde og ressourcestærke klubber fra Lombardiet, Piemonte eller Ligurien slikke mesterskabstallerkenen ren.

I 1987. Tre år efter skiftet fra FC Barcelona – et skifte, der dengang gjorde ham til verdens dyreste spiller – lykkedes det nemlig, med Maradona som galionsfigur og målscorer ti gange, Napoli at sikre sig klubbens første mesterskab.

“I ved ikke, hvad I er gået glip af”

Festen i omklædningsrummet varede angiveligt så længe, at spillerne stadig var stærkt ramte af tømmermænd, da man en uge senere spillede 1-1 mod bundholdet fra Ascoli i sidste spillerunde. En ubetydelig kamp, men træner Ottavio Bianchi var alligevel så forfærdet over holdets præstation og sindstilstand, at han forlod bænken i vrede ti minutter før slutfløjt.

Det mærkelige punktum til trods var Napoli svære at komme udenom som titelfavoritter det kommende år. Også selvom Serie A på daværende tidspunkt ansås som fodboldens højborg og arnested med benhårde, beskidte gladiatorkampe runde efter runde.

Napolitanerne var ikke i tvivl. Maradona havde gjort det umulige. Og med ham på holdet stod Støvlelandet foran et tronskifte. “Det andet Italien blev besejret. En ny æra står for døren,” lød ét af budskaberne fra det fattige folk, ligesom de, feststemte og godt berusede, morede sig sommeren lang med at sænke kister i jorden iklædt farverne tilhørende Juventus og Milan. En sød hævn, efter Napoli-folket i årevis havde hørt modstanderholdenes fans råbe “lavatevi, lavatevi” (vask jer, vask jer) efter dem.

Fejringen af det første mesterskab stod på i månedsvis. Lyseblå flag blæste i vinden på alle tagrygge, og på selve dagen, hvor titlen kom i hus, blev al trafik i midtbyen bremset af opildnede folkemængder, der strømmede til byens bedste restauranter, som havde bebudet gratis pasta og fisketallerkener ad libitum.

På indgangspartiet til byens kirkegård blev der en nat skrevet med Napolis farver “E non sanno che se so perso” – “I ved ikke, hvad I er gået glip af”. Den hårde hverdag var endelig forsødet med noget, der gav mening.

Hele byen opsøgte camorraen

Foruden troldmanden fra Argentina er Campania-regionen, hvor Napoli er placeret, ydermere kendt, eller snarere berygtet, for sit organiserede natteliv i underverdenen. Siden 1700-tallet har den såkaldte camorra styret og formet unge, rodløse sjæle, der hang på gadehjørnerne.

Distribution af narko, tyveri, menneskehandel og mord er blot dele af rædselskabinettet, som banden har været under anklage for i årenes løb. Alligevel blev camorraen i midten af 1980'erne anset som en folkelig del af Napoli. Eller i hvert fald en organisation, der på sin egen uetiske måde fik byen til at hænge sammen.

I generationer har de efterlevet mantraet “den, der lever skjult, lever godt”, men det ødelagde ikke de kriminelles images, da Diego Maradona hyppigere og hyppigere blev set sammen med førende medlemmer af banden som Carmine og Raffaele. Parterne brugte hinanden til at vinde andele i byen, der let lader sig forføre.

Maradona fik lidt til næsen og kunne frit slynge armen om den kvinde, han ønskede. I bytte fik mafiabosserne Guds blåstempling. Og fodboldstjernens accept fik i kølvandet på mesterskabssæsonen folket til at flokkes om camorraen.

Det siges, at mere end halvdelen af Napolis befolkning spillede på, at Scudettoen også i den kommende sæson ville havne på lyseblå hænder. Det var der som sådan ikke noget odiøst i, da også illegal gambling var én del af bandens ufine portefølje. Men at flere hundredtusinder jagtede den samme drøm var højst usædvanligt.

I et interview til The Guardian i 2019 kunne den italienske journalist Simone De Meo berette, at camorraen havde omtrent 200 milliarder lire ude at svømme, og at udbetalingen af sådan et beløb ville sende dem mod afgrunden.

Der blev derfor kigget ængsteligt til fra mørket, da Napoli med en flyvende offensiv bestående af Maradona, Cerezo og Andrea Carnevale indledte sæsonens første 12 kampe som ubesejret.

Første nederlag indtraf i 13. runde, da Arrigo Sacchis velsmurte Milan-maskine skilte syditalienerne ad og vandt med overbevisende 4-1 på San Siro. Forspringet, i en tid, hvor man stadig opererede med to point for en sejr, var dog stadig til at tage og føle på.

Presset sneg sig således ind på de ledende folk i camorraen, og midtvejs i kampagnen dukkede en række mærkværdige episoder op. Først blev én af Maradonas biler smadret til ukendelighed, ligesom Salvatore Bagni, en veldreven dieselmotor på den centrale midtbane, oplevede indbrud i sit hus to gange inden for ganske kort tid. Og sådan fortsatte listen af kriminelle hændelser med spillere på kontrakt hos de lyseblå.

I begyndelsen af foråret svirrede rygterne kraftigt. I et sidste, desperat forsøg havde mafiaen angiveligt henvendt sig til store dele af truppen og tilbudt dem penge – et lille plaster på såret for camorraen i det store billede – for at tabe kampe med vilje og overlade førstepladsen til ét af forfølgerholdene.

Efter 1-2-nederlaget til Roma i 21. spillerunde, det blot andet nederlag i sæsonen, gik Napoli fuldkommen i stå og hentede bare to sejre i de resterende ni runder. En stor føring blev smidt over styr, og særligt 2-3-nederlaget på hjemmebane til konkurrenterne fra Milan fungerede som det endelige dødsstød.

Selvsamme Milan kunne efter 30 runder lade sig hylde som mestre. Tre point foran napolitanerne efter et historisk kollaps. Sommeren bød på massive afgange, flere med stor mystik omkring sig. Undergrundens spøgelse spøgte i gaderne, og camorraen fik skylden for at tvinge flere af profilerne ud af byen.

Det spirende forhold til Diego Maradona visnede hen over tid, selvom argentineren i en sidste kraftanstrengelse også sørgede for klubbens til dato andet mesterskab i 1990. Herefter kuldsejlede det ambitiøse projekt, og Maradona sneg sig bogstaveligt talt ud af Napoli en nat i sensommeren 1992. Tilbage var kun minderne. Og skriften på væggen foran indgangen til kirkegården.

Napoli har smidt føringer før

Når opgøret mellem Napoli og Juventus denne aften sættes i gang på Stadio Diego Armando Maradona, er det med Napoli i førersædet.

Syv point lyder forspringet på ned til aftenens duellant fra Juventus, der med otte sejre på stribe, uden at indkassere mål, nu anses som syditalienernes værste udfordrer til titlen i år.

Siden VM-genstarten har napolitanerne tabt til Inter og besejret Sampdoria i egen hule. Spillet er dog ikke så flydende og tempofyldt som i store dele af efteråret, hvor især Kvicha Kvaratskhelia og Victor Osimhen dominerede i den offensive ende af banen.

De mindre formdyk har allerede sat spekulationerne i gang. For nyere tids Serie A-historie viser nemlig et kedeligt mønster set med lyseblå briller.

I flere sæsoner har Napoli høstet godt med point i starten af sæsonen for så at spille for færre cylindre ud på foråret.

Napoli førte således rækken ved nytår i både 1987 og i 2017 uden at hæve Scudettoen. Et nederlag i aften vil formentlig få tvivlerne på gaden i den fodboldgale by. Spørgsmålet er så, om Spallettis drenge står for presset og hiver skelettet ud af skabet om få måneder. Eller om foråret 2023 føjer endnu et kapitel fyldt med mystik til historien om S.S.C. Napoli.

Neglebideren mod Juventus fløjtes op klokken 20.45 i aften, og du kan følge opgøret direkte på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.