Fodbold

Juventus får fratrukket 15 point

Juventus er med straffen 15 point fra at kvalificere sig til Champions League i næste sæson.

Det italienske fodboldforbund (FIGC) straffer storklubben Juventus med omgående virkning i forbindelse med Plus Valenza-sagen.

Juventus bliver straffet med 15 point i den indeværende sæson, hvilket sender de 36-dobbelte mestre fra 3.- til 11.-pladsen i Serie A.

Det skriver FIGC på sin hjemmeside. Juventus meddelte kort efter, at klubben appellerer afgørelsen.

Juventus var inden pointstraffen ti point fra førerholdet Napoli. Nu er klubben røget ned på 22 point, og dermed får de mere end svært ved at kvalificere sig til Champions League. Der er således 15 point op til fjerdepladsen.

Plus Valenza-sagen handler om mistænkeligt høj værdisætning af spillere i forbindelse med transfers, men blev afvist ved domstolen i Italien, fordi dommeren fandt det svært at bevise, hvor meget en spiller præcis er værd.

Tidligere topledelse udelukket

Udover pointstraffen har FIGC udelukket en række ledende figurer fra tiden, hvor værdisætningen fandt sted.

  • Andrea Agnelli (tidl. præsident): 24 måneder
  • Fabio Paratici (tidl. sportsdirektør): 30 måneder
  • Pavel Nedved (tidl. vicepræsident): 8 måneder
  • Maurizio Arrivabene (tidl. direktør): 8 måneder

Agnelli, Nedved og Arrivabena forlod Juventus tilbage i november, mens Paratici stoppede i 2021 for kort tid efter at blive fodbolddirektør i engelske Tottenham.

De tre førstnævnte gik sammen med hele Juventus-ledelsen af, efter det kom frem, at der var rod i regnskaberne.

Klubben er i sagen kaldet 'Prisma' anklaget for at have underdrevet de finansielle tab i perioden fra 2018 til 2021. Særligt i perioden under coronapandemien.

Det drejer sig om tvivlsom regnskabsførelse, usande finansielle redegørelser, sort udbetaling af løn og markedsmanipulation.