Fodbold

Messi fortryder hånlig gestus

Lionel Messi lavede en speciel jubelscene under VM rettet mod Hollands træner, Louis van Gaal.

Efter at have udbygget Argentinas føring til 2-0 i kvartfinalen mod Holland lagde Messi hænderne bag ørerne, mens han stirrede ud mod den hollandske bænk.

Den specielle jubelscene var en direkte besked til den hollandske træner, Louis van Gaal, der rippede op i en 20 år gammel konflikt, Messis landsmand Riquelme havde med hollænderen, da de begge var i FC Barcelona.

Lionel Messi er ikke ligefrem stolt af sin handling, der må siges at være en af de mest ikoniske fra VM i Qatar.

- Jeg er ikke glad for, hvad jeg gjorde, og jeg er heller ikke glad for det, der skete efterfølgende. Øjeblikke som det er præget af nerver, og det skete meget hurtigt, fortæller han ifølge ESPN.

PSG-spilleren har tidligere fortalt, at van Gaals udtalelser før kampen irriterede ham.

- Jeg ved, hvad van Gaal har sagt, men jeg fejrede scoringen midt i orkanens øje.

Argentina slog Holland ud efter straffesparkskonkurrence i en dramatisk kamp. Der blev uddelt 18 gule og et rødt kort, og derfor var stemningen også højspændt efter kampen.

Her forsøgte den hollandske angriber Wout Weghorst at komme i kontakt med den argentinske stjerne, der gav ham meldingen: ”Hvad glor du på fjols? Gå videre, fjols. Gå videre ja”.

”Jeg har opnået alt med landsholdet”

Argentina endte med at slå Frankrig i finalen og vandt VM-trofæet for første gang siden 1986.

Nu har Messi vundet nærmest alt, der er at vinde.

- Jeg har opnået alt det, jeg har drømt om med landsholdet. Og individuelt har jeg opnået alt. Det er en unik afslutning på min karriere, siger han.

Det argentinske hold vandt også Copa America i 2021.