Fodbold

Sidste mulighed udløber i dag: Ekspert holder særligt øje med tre klubber

Transfervinduet lukker ved midnat. Morten Bruun er særligt opmærksom på tre klubber - heriblandt en dansk.

Det er ved at være sidste udkald for klubber, der vil styrke truppen inden sæsonens afgørende fase, før transfervinduet smækker i ved midnat.

Store skifter er allerede gået igennem, men meget tyder på, at der er adskillige spændende handler i vente.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Morten Bruun har udpeget tre klubber, der er værd at holde særligt øje med i de sidste timer.

  1. FC Midtjylland

    - Jeg holder meget øje med FC Midtjylland. Jeg tror, der kommer til at ske rigtigt meget i Midtjylland i dag. Det vil ikke undre mig, hvis de henter en 2-3 spillere i løbet af i dag.

    - Som det ser ud lige nu, fremstår FC Midtjylland svækkede med de spillere, de har måttet sige farvel til.

    - FC Midtjylland har masser af penge, og det gør det måske svært for dem i en handelssituation, fordi de kan føle, de betaler overpris. Det virker til, at de har interesse i en masse spillere, men indtil videre er der ikke sket det store.

  2. Chelsea

    - Den handel, Chelsea er ved at stykke sammen med Enzo Fernandez fra Benfica, kommer nok til at ske. Det vil blive en af de største handler nogensinde. Der er en tendens til, at når et rygte har kørt længe nok, så plejer det i sidste ende at ske.

    - Benfica er jo vanvittige, hvis de ikke siger ja til det prisskilt (100 millioner pund svarende til 845 millioner kroner, red.)

  3. Arsenal

    - Londonklubben har været overraskende aktive i forhold til, hvor godt det går dem. De vil selvfølgelig styrke deres trup til kampen om det engelske mesterskab. Især Chelseas Jorginho meldes de interesserede i.

    - De skal forsøge at udnytte det faktum, at det er blevet enormt attraktivt at komme til Arsenal. Arsenal står et godt sted i forhold til forhandlinger i forhold til eksempelvis Chelsea og Liverpool.

Ekspert håber på dansk skifte

Derudover er der enkelte spillere, der er værd at holde øje med. Med danske briller Jannik Vestergaard en af de mest interessante at følge i dag, efter han har fået yderst begrænset spilletid i Leicester.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker håber derfor, at midterforsvareren fortsætter karrieren andetsteds. Og Bundesligaen vil ikke være et dumt bud.

- Jeg håber på, at Jannik Vestergaard endelig kommer videre fra Leicester. Det ville være rigtig godt både for ham og det danske landshold, at han bliver løst fra sin situation der, fordi den har været meget udsigtsløs, lyder det.

- Hvis han så kunne komme til Hertha Berlin, hvor vi også har Oliver Christensen, er det nok ikke det værste.

Stille spansk vindue

Morten Bruun forventer ikke, at der tikker en overraskende handel ind fra toppen af LaLiga i ellevte time.

- Der er ikke lagt op til noget i FC Barcelona eller Real Madrid. Allerhøjst en udlejning, fortæller han.

- Det spanske vindue er ikke det mest spændende at holde øje med, for der kommer ikke til at ske det store. De store klubber ligger nogenlunde, hvor de skal og er ikke desperate.

Du kan følge transfervinduets sidste timer minut for minut i vores liveblog