FC Midtjylland henter angriber i Benfica
Angriberen Franculino skifter til sommer fra Benfica til FC Midtjylland på en lang aftale.
Den 18-årige angriber Franculino fører sig lige nu frem på ungdomsholdene i Benfica i Portugal. Fra sommerferien skifter han Lissabon ud med Herning, hvor han skal forsøge at få et gennembrud på seniorniveau.
FC Midtjylland skriver således i en pressemeddelelse, at man har indgået en fem år lang aftale med teenageren, der er født i Guinea-Bissau.
Vicesportschef Ove Pedersen beskriver den kommende FCM-spiller som et stort talent, som klubben har fulgt i et stykke tid.
- Han er en ægte goal-getter, som både har et godt spark og er dygtig i luften. Han er fysisk stærk, og så besidder han et fint teknisk niveau. Vi ser frem til, at han bliver en del af klubben til sommer, lyder det fra Pedersen.
Ifølge de omfattende statistikker på transfermarkt.com har Franculino scoret 13 mål i 16 kampe for Benficas U23-hold.
Har var desuden på banen i samtlige Benficas seks kampe i Uefa Youth League i efteråret. Her blev det til to scoringer i den afsluttende kamp mod Maccabi Haifa.
Benfica måtte dog nøjes med tredjepladsen i gruppen efter Paris Saint-Germain og Juventus og er dermed færdig i turneringen.