- Jeg hørte ’Der er et yndigt land’ hver dag i tre uger på vej til træning
Hvis engelskfødte Matt O'Riley får opfyldt drømmen om at spille for Danmark, har han sikret sig, at han kan synge med på 'Der et yndigt land'.
Skal vi gøre det på dansk eller engelsk?
- Lad os bare gøre det på dansk. Jeg forstår næsten alt.
Så selvsikker har han ikke altid været, Matt O'Riley, når det handler om evnen til at kunne kommunikere på dansk. Det giver jo i og for sig god mening, da han er vokset op i London og aldrig har boet i Danmark.
Der er bare de enkelte detaljer, at hans mor er dansk, og at han har en drøm om at spille for det danske fodboldlandshold.
Og derfor er sproget ikke uvæsentligt.
- Det er blevet et meget større fokus for mig at snakke dansk, og jeg er også blevet meget bedre, siger den 22-årige fodboldspiller, da TV 2 SPORT fanger ham over telefonen til en snak om, hvordan det er at være Matt O'Riley i disse dage, og hvordan hans forhold til Danmark er.
De seneste år har O'Riley taget stormskridt mod den absolutte fodboldelite. Han er gået fra at stå uden klub i seks måneder til at være en fast del af startopstillingen i den skotske mesterklub Celtic.
Har altid haft særlig forbindelse til Danmark
Selvom han altid har haft adresse på de britiske øer, og han har spillet for både det engelske U16- og U18-landshold, var det ganske naturligt for midtbanespilleren at trække den røde-hvide trøje over hovedet, da han i 2022 blev udtaget til Danmarks U21-landshold.
- Det kan godt være, at der er nogen, der tænker, det er mærkeligt, men det har det aldrig været for mig. Det var ikke svært. Ja, jeg har altid boet i England, men mit hoved og mit hjerte har altid været med Danmark.
Matt O'Riley har frit kunnet vælge mellem det danske og det engelske landshold, da han har en engelsk far og en dansk mor. Da han endnu ikke har repræsenteret et A-landshold, kan han i princippet stadig nå at ombestemme sig.
Det har han dog ikke tænkt sig.
- For mig var det ikke det samme at spille for de engelske landshold, og det betød ikke så meget. Jeg ved ikke, hvorfor det var sådan, men jeg har altid følt en anden forbindelse til Danmark.
- Jeg kan virkelig godt lide at være i København eller Aarhus. Folk er venlige, og jeg kan mærke, at det her er et land, der står sammen og generelt bare godt kan lide at være sammen, siger Matt O'Riley.
Lærte nationalmelodien i bilen på vej til træning
Matt O'Riley beskriver sig selv som en rolig og afslappet person, der i alt, hvad han gør, fokuserer på at kunne blive en bedre udgave af sig selv – både som menneske og som fodboldspiller.
Han er en mand, der trods sin unge alder ved, hvad han kan, og hvad han kan opnå. Det er i hvert fald den fornemmelse, man hurtigt får, når man snakker med ham.
Han er også udmærket klar over, hvad han skal gøre bedre for at kunne være med. Så da han besluttede sig for, at det skulle være Danmark, han skulle repræsentere, besluttede han sig også for, at kendskabet til Danmark skulle være større.
- Jeg vil gerne snakke dansk. Det har været lidt svært at følge med i samtalerne, når jeg har været med U21-landsholdet de første gange, men det bliver bedre. Det er bare nemmere at være en del af et hold, hvis man også kan snakke med de andre.
- Jeg har også en dansk holdkammerat i Celtic, Oliver Abildgaard. Han snakker meget dansk med mig, og han kan hjælpe mig med at opdatere mig på, hvad der sker i Danmark. Jeg gør mit bedste for at følge med, siger Matt O'Riley.
Og så er der jo lige det med nationalmelodien ...
- Jeg har lært den nu. De første gange var det lidt svært, men nu er det fint.
- Jeg fandt sangen på Spotify, og så hørte jeg den hver dag i tre uger, når jeg kørte til træning. Jeg hørte den hele tiden, så til sidst var jeg lidt træt af den, fordi jeg havde hørt den så meget, siger han med et grin, inden han slår fast, at han nu kan synge med.
Indtil nu har Matt O'Riley haft anledning til at synge 'Der er et yndigt land' de seks gange, han har spillet for U21-landsholdet.
"Hvad fanden er det, der sker?"
Fodboldmæssigt har Matt O'Riley haft sin opvækst på Fulhams akademi, hvor han begyndte, da han var otte år.
Men efter 11 år i klubben takkede stortalentet i sommeren 2020 nej til et kontrakttilbud fra London-klubben, hvilket efterlod ham uden arbejdsgiver i seks måneder.
Herfra gik det stærkt. Rigtig stærkt.
Matt O'Riley skrev kontrakt med den engelske League 1-klub MK Dons, og bare et år senere stod skotske Celtic så klar med et tilbud, han hverken kunne eller ville sige nej til.
- Jeg spillede min første kamp efter to-tre dage, og efter en uge havde jeg spillet tre kampe og mødt Rangers. Det gik virkelig hurtigt, og da jeg først var landet, tænkte jeg da også: ”Hvad fanden er det, der sker?”.
- Jeg må sige, at jeg blev overrasket over, hvor stor klubben egentlig er. Jeg vidste ikke, at der ville være så mange fans, der fra start kunne genkende mig, når jeg gik på gaden. Jeg kunne ikke længere lave det, jeg havde lyst til, uden folk ville holde øje, siger dansk-englænderen.
I Celtic har Matt O'Riley en kontrakt, der løber frem til sommeren 2026.
Viser sig frem på den største scene
Allerede efter et halvt år i den skotske traditionsklub var Matt O'Riley med til at vinde mesterskabet, og i efteråret har profilen vist sig frem i Champions League mod hold som RB Leipzig og Real Madrid.
- Det er svært for mig bare at kigge tilbage på det og sige, at det er vildt. Vi spiller kampe hele tiden, så det er der ikke tid til. Men når jeg så gør det, kan jeg jo godt se, at det er crazy.
Han er fast mand på midtbanen, og han er i denne sæson den spiller, der har lavet flest assists og skabt flest chancer i den skotske liga.
O'Riley erkender, at han for to år siden ikke havde troet, at han allerede nu skulle sætte markante aftryk i Celtic og spille med i verdens største klubturnering. Når det så er sagt, har han aldrig tvivlet på, at han en dag ville nå dertil.
- Jeg har altid tænkt, at hvis jeg arbejder hårdt nok, kan jeg opnå alt.
- Nu har jeg spillet mod Luka Modric og Toni Kroos, og jeg ved godt, at vi tabte, men jeg følte stadigvæk, at jeg spillede godt. Måske kan jeg tage springet til, at jeg spiller fast på det niveau, siger midtbanespilleren.
I fremtiden har Matt O'Riley et mål om at prøve sig af på et højere niveau. Han nævner selv Premier League, LaLiga og Serie A som attraktive ligaer.
Har talt med Hjulmand
I Dansk Boldspil-Union (DBU) er der lagt mærke til Matt O'Rileys præstationer i Celtic. På U21-landsholdet har han for længst vist sit værd, og de færreste er efterhånden i tvivl om, at tiden på A-landsholdet også nok skal komme.
- Jeg har ikke nogen forventninger, men jeg vil selvfølgelig gerne være med. Jeg tænker, at hvis jeg gør det godt nok for mit hold, vil det også give mig en større mulighed for at komme med på landsholdet, så det er det, jeg fokuserer på, siger Matt O'Reily.
Han har også allerede været i betragtning hos landstræner Kasper Hjulmand. Faktisk var han ikke langt fra at komme med til det største, man kan komme med til som landsholdsspiller.
- Jeg talte med Kasper inden VM, hvor han var meget fair og forklarede mig, hvorfor jeg ikke kom med den her gang, og jeg kunne jo godt forstå det.
- Han sagde også, at der så ville komme nogle kvalifikationskampe snart, hvor han sagde, at hvis jeg bliver ved med at gøre det godt, så er det selvfølgelig en mulighed at komme med. For mig er det bare positivt, at træneren for landsholdet ringer og snakker med mig.
Danmark tager i slutningen af marts hul på kvalifikationen til EM i 2024, når de skal møde Finland og Kasakhstan.
Selv tror han på, at han allerede på det tidspunkt kan få sin debut på nationalmandskabet.
- Det vil jo være så stort. Det var stort, da jeg fik debut på U21-landsholdet, så jeg kan slet ikke forestille mig hvor stort det vil være, hvis jeg også får debut for A-landsholdet. Det vil selvfølgelig være helt vildt.