Fodbold

Flere danske klubber befandt sig i Tyrkiet under jordskælv

Rystelserne har særligt kunnet mærkes hos Randers FC, hvor spillere og stab mærkede svimmelhed. Få overblikket over de danske holds oplevelser her.

En god håndfuld danske fodboldklubber er i disse dage på træningslejr i Tyrkiet, hvor der natten til mandag ramte voldsomme jordskælv.

Mindst 3600 har mistet livet i Tyrkiet og Syrien, men heldigvis opholdt de danske fodboldhold sig tilpas langt fra epicentrene, så alle er uskadt.

TV 2 SPORT har været i kontakt med alle klubberne, der befandt sig i landet, da jordskælvene ramte. Læs om deres oplevelser nedenfor.

Randers FC

Træningslejr i Lara, 530 km fra Nurdagi

Superligaklubben Randers FC er på træningslejr i Tyrkiet og har som flere andre danske hold base i Lara, og de har i dén grad bemærket skælvene. Det fortæller sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen til TV 2 SPORT:

- Det var ret voldsomt. Folk følte sig nærmest svimle i en kort periode. Da vi gik ud i hotellet, var der i loungeområdet gigantiske lamper, som gyngede fra side til side. Der var forholdsvis store rystelser til trods for den store afstand.

Randers gennemførte til trods for den dårlige optakt en træningskamp mod FC Drita, som blev vundet 3-2. Søren Pedersen fortæller yderligere, at de vil følge anbefalingerne, de har fået, hvilket er, at de kan gennemføre træningslejren i Tyrkiet.

FC Nordsjælland

Træningslejr i Belek, 500 km fra Nurdagi

FC Nordsjællands kommunikationschef, Mette Andersen, fløj hjem fra Tyrkiet mandag morgen. Hun har været i kontakt med truppen og staben, der fortsat befinder sig i Belek i Tyrkiet, hvorfra de fortæller, at de ikke har mærket det store til jordskælvet.

- Det påvirker som sådan ikke os og træningslejren. De (spillerne og staben, red.) er så langt fra, hvor det skete. Det er tragisk for landet og dem, det berører, men de har ikke mærket den store ændring i Belek, fortæller Mette Andersen, der løbende har været i kontakt med sine kolleger i Tyrkiet, til TV 2 SPORT.

Fremad Amager

Træningslejr i Lara, 530 km fra Nurdagi

Fremad Amager bor på samme hotel som Helsingør og fløj derned med Hvidovre fredag.

- Vi har mærket meget lidt til det. En enkelt spiller eller to har set noget, der har rystet lidt på værelset. Men der har ikke været noget større, nogen har bemærket, siger Michael Larsen, presse- og teknisk chef for Fremad Amager, til TV 2 SPORT og tilføjer:

Han fortæller, at jordskælvet ingen betydning får nu og her, men at det er svært at sige, da der kan ske meget, men lige nu har de ikke taget stilling til andet, end at de rejser hjem søndag efter planen.

Hvidovre IF

Træningslejr i Side, 475 km fra Nurdagi

Hvidovre-lejren har mærket til jordskælvene. Lamperne gyngede, cheftræner Per Frandsens seng vibrerede klokken 4.20, fortæller salgs- og sportschef Peter Lassen til TV 2 SPORT.

- Jeg mærkede ikke noget, for jeg sov, men en del af spillerne mærkede til det. Ved andet skælv sad spillerne og spillede kort, og der begyndte lysekronerne at bevæge sig.

- Det har ikke været super dramatisk, men man fornemmede, at der skete noget. Det er vildt, man kan mærke det så mange kilometer væk. Vi er berørte af situationen og kede af de menneskeliv, der er gået tabt. Men vi har ikke været berørt af det andet end et par lysekroner og Frandsens seng, der klaprede.

Hvidovre holder sig til planerne og bliver i Tyrkiet til fredag.

FC Helsingør

Træningslejr i Lara, 530 km fra Nurdagi

FC Helsingør, der spiller i Danmarks næstbedste række, er i øjeblikket på træningslejr i Tyrkiet.

- Min roomie og jeg oplevede ikke rigtig noget. Det var først, da vi skulle ned til morgenmaden, at vi snakkede med nogle af de andre, der sagde, at deres senge havde rystet. På det tidspunkt vidste vi ikke, hvad der var sket, fortæller FC Helsingør-spilleren Jacob Schoop til TV 2 SPORT.

Han oplyser ligeledes, at holdets træningslejr fortsætter som planlagt. Holdet rejser efter planen hjem torsdag.

Nykøbing FC

Træningslejr i Lara, 530 km fra Nurdagi

Bundproppen i 1. division, Nykøbing FC, sad i bussen på vej til lufthavnen, da det første skælv ramte.

Til TV 2 SPORT fortæller klubbens anfører, Lars Pleidrup, at de slet ikke mærkede noget til det.

- Jeg vidste det først, da jeg landede i Danmark og tændte telefonen. Ingen snakkede om det dernede, og så så vi den forfærdelige nyhed. Vi oplevede ikke noget dernede, og jeg har heller ikke hørt, at chaufføren skulle have sagt noget.

- Jeg fik beskeder, hvor folk spurgte, om jeg var okay. Men der var heller ikke noget at mærke i lufthavnen. Alt var almindeligt.

Det var hele tiden planen, at Nykøbing FC skulle hjem til Danmark efter træningslejren mandag 6. februar.

Vejle Boldklub

Træningslejr i Belek, 500 km fra Nurdagi

Topholdet i 1. division, Vejle Boldklub, har også været på træningslejr i Belek. Truppens tur sluttede dog tidlig mandag morgen, hvorfor de fløj hjem fra træningslejren i Belek omkring klokken 4.00 dansk tid. Dermed undgik de akkurat at være på tyrkisk jord, da jordskælvet ramte. Da de landede i Danmark, hørte de, at der var sket en masse, oplyser holdets kommunikationschef, Morten Pelch, til TV 2 SPORT.