I mangel af bedre

Min status på det netop overståede transfervindue er, at de fleste klubber i Superligaen har hentet deres nye folk i mangel af bedre. Min tiltro til korte aftaler, indgået i sidste øjeblik, er begrænset.

Januar-vinduet viste sig nok engang at være en svær størrelse for de danske klubber. Der sker traditionelt meget mindre i januar end i august. Fordi vi befinder os midt i sæsonen i de fleste europæiske fodboldlande.

Bortset fra Chelsea, der gik fuldkommen transferbanjo, så vi ikke så mange af den slags transfers, der kan skabe ringe i vandet. Altså: Kæmpeklub køber spiller i stor klub. Stor klub lukker hullet ved at købe spiller i middelstor klub. Middelstor klub lukker igen hullet ved at hente spiller i lille klub. Og så fremdeles. Det er typisk sådan, det fungerer.

I denne cyklus er de danske klubber henvist til at være blandt de yderste ringe, når transfermarkedet skvulper, og når markedet så ikke engang gør det, bliver man nødt til at vente. Og vente. Og vente. For så at hente en spiller ind i sidste øjeblik. I mangel af bedre.

Der er ingen grund til at antage, at Astrit Selmani fra Hapoel Be’er Sheva var FC Midtjyllands førstevalg på angriberposten. Der var givetvis en håndfuld spillere, som FCM hellere ville have haft. På samme måde med Viborg FF, der i sidste øjeblik hentede to angribere ind som erstatning for Jay Roy Grot.

En ærlig OB-chef

Paulinho fra den næstbedste portugisiske række og Renato Junior fra brasilianske Águas Santa. Jeg anser dem for at være lottokuponer, for Viborg har ikke haft tid til at undersøge tingene ordentligt. Så kan man se nok så meget video.

Et andet godt eksempel er Kenneth Zohore, som er endt i OB på en korttidskontrakt. Ros til OBs svenske fodbolddirektør Björn Wesström, der sagde tingene lige ud i stedet for at skønmale:

”Det er jo et sats. Zohore har en super svær periode bag sig. Han har ikke spillet fodbold kontinuerligt i de seneste 18 måneder. Vi får en spiller ind, som ikke er i topform. Men vi har en fornemmelse af hans højeste niveau. Kan vi vække liv i det potentiale, så har han nogle ting, som vi ønsker”.

OB hentede også den (for mig) ukendte finne, Nathan Skyttä, ind i sidste øjeblik. AGF lejede den svenske back Felix Beijmo. Randers skrev en kort kontrakt med Beijmos landsmand Carl Johansson. Alle disse handler faldt på plads til sidst i transfervinduet. I mangel af bedre.

Det er væsentligt at forstå, at der som sådan ikke ligger noget hånligt i netop dette udtryk. Min kone har såmænd også valgt mig i mangel af bedre. Det er i højere grad et forsøg fra min side på at nuancere den skuffelse, jeg fornemmer rundt omkring i de danske klubber. Bortset fra FC Nordsjælland, AaB og AC Horsens vil de tilhængere nok sige, at ”vi havde håbet på mere”.

Håbet har aldrig beskæmmet nogen, men hvad havde I regnet med, kære fodboldfans? Dem, der skal spise resterne fra de riges bord, får ikke mange michelin-retter. Det er et uhyre vanskeligt marked, også fordi mange spillere venter og lurepasser.

Flere undtagelser

De håber jo også til det sidste, og mange vil som udgangspunkt hellere til en mere spændende liga end Superligaen. For de danske klubber vil det derfor ofte være det muliges kunst. Selvfølgelig siger en spiller som FC Københavns Jordan Larsson, at han er stolt over at skifte til Skandinaviens stærkeste fodboldklub. Selv om skiftet er et udtryk for, at han mislykkedes i Schalke 04. Han ville da hellere have været til Dortmund.

Faktisk var AaB en overraskende, men nok så velkommen undtagelse fra tendensen med at handle i sidste øjeblik. AaB hentede i god tid Rasmus Thelander og Nicklas Helenius ind. Oven i købet på langvarige aftaler, angivelig uden klausuler i tilfælde af nedrykning.

Hermed har spillerne signaleret, at de ikke har valgt AaB i mangel af bedre. Helenius havde på mange måder være bedre stillet i Silkeborg, og selv om det var Thelanders store private ønske at vende retur til Danmark, havde han vel ikke behøvet at vælge lige præcis den klub, der ligger næstsidst.

Mange af sidste-øjebliks-aftalerne er også karakteriseret ved at være korte. Og dermed ikke meget mere end udvidede prøvetræninger, der ikke er forbundet med nogen større risiko. Hvis Lasse Vigen ikke slår til i Silkeborg, ja, så har klubben skullet betale hans løn i sølle fem måneder. Meget betryggende. Men hvor meget tror Silkeborg så reelt på Vigen?

Der er straks mere perspektiv i spillere, der bliver hentet ind på lange kontrakter i god tid. Det signalerer en anden overbevisning om spillerens kvaliteter. Diogo Goncalves til FC København og Rasmus Lauritsen til Brøndby er et par gode eksempler.

I de tilfælde nøjes klubberne ikke med at sige, at de tror på spilleren. De viser det også.