Conte trodsede lægers råd – nu får det konsekvenser
Assistenttræner Cristian Stellini vil stå i spidsen for klubben den kommende tid.
Antonio Conte må igen holde en pause fra trænergerningen. Det meddeler Tottenham Hotspur-manageren på sin Instagram.
- Min krop har lidt fra min utålmodighed, og nu er jeg tvunget til at stoppe, indtil jeg er helt i bedring. De, der kender kender mig, forstår, hvilken byrde dette er for mig, men det er nødvendigt. Kom så Spurs!
Conte blev i starten af februar opereret for betændelse i galdeblæren. Lægerne anbefalede ham efterfølgende ro, men italieneren var alligevel at finde på sidelinjen mod Leicester i weekenden og AC Milan tirsdag aften.
Selv erkender han at have fejlvurderet situationen.
- Min store ansvarsfølelse over for klubben, spillerne, personalet og fansene fik mig til at foregribe mit comeback (på banen). Desværre undervurderede jeg proceduren, som ikke var en rutineoperation, men en pludselig og alvorlig nødsituation, skriver Conte, der er ude på ubestemt tid.
Tottenham Hotspur oplyser på Twitter, at assistenttræner Cristian Stellini vil overtage pladsen ved roret den kommende tid.
- Efter et rutinemæssigt efter-operationstjek i Italien onsdag vil Antonio Conte blive i sin families hjem for at komme sig efter operationen. Sundhed er den vigtigste prioritet, og alle i klubben ønsker ham alt godt. Cristian Stellini vil påtage sig opgaverne med førsteholdet.
Succes mod mestrene
Tottenham har tabt klubbens to seneste kampe. I weekendens Premier League-opgør tabte London-mandskabet med 1-4 til Leicester, mens det i Champions League-kampen mod AC Milan blev til et nederlag på 0-1.
Forinden havde Tottenham slået de engelske mestre fra Manchester City i starten af februar – få dage efter Contes operation – og det var med Stellini i spidsen. Klubben kan håbe på samme effekt, når søndagens modstander hedder West Ham.
Tottenham ligger i øjeblikket nummer fem i Premier League.