FCM-trup tvunget til alternativ kommunikation med ny holdkammerat 

FC Midtjyllands nyindkøb Emam Ashour har fået en glimrende start i klubben, men kommunikationen med holdkammeraterne er en udfordring.

- Jeg prøvede efter kampen at spørge ham, hvilket ben han er bedst med. Han svarede ved at trække på skuldrene, fortæller Jonas Lössl med et smil.

FC Midtjyllands nye egyptiske spiller Emam Ashour taler hverken dansk, tysk eller engelsk.

Kommunikationsproblemer var der dog ingen af på banen, da Ashour bragte midtjyderne foran med 1-0 i Europa League-opgøret mod Sporting Lissabon. En bedrift, der høster store roser fra holdkammeraten Stefan Gartenmann.

- Det er imponerende, at han kommer ind på den måde. Vi har svært ved at snakke ordentligt med ham. Har man den udfordring in mente, synes jeg ikke, det var noget problem at kommunikere med ham på banen, siger Stefan Gartenmann.

- Vi forsøger at kommunikere med ham med vores hænder og ved at give thumbs up og klap på skulderen. Det fungerer meget godt, men han er opsat på at lære sproget og os at kende.

Har imponeret på kort tid

Ashour har kun deltaget i et par træningspas med sine nye holdkammerater, og her har han allerede gjort indtryk.

- Hans kvaliteter skinnede igennem i kampen. Han spillede med flair og en elegance, som jeg kun kan drømme om at have, fortæller Stefan Gartenmann, der suppleres af Lössl.

- Det er tydeligt, at han har et særligt touch på bolden, siger Jonas Lössl.

I kampens sidste minut fik Sporting Lissabon udlignet til 1-1. De to mandskaber mødes i det omvendte opgør i næste uge.