Svensk landsholdsstjerne om anførerbind: - Vi kommer ikke til at give os, vi er kvinder

Flere mandlige landshold valgte ikke at bære anførerbindet for 'One Love'-kampagnen ved VM i fodbold, efter FIFA truede med sportslige sanktioner.

Det kommer ikke til at blive som ved herrernes VM i fodbold.

Det var budskabet fra den svenske landsholdsstjerne Kosovare Asllani under en træningslejr i Tyskland, hvor hun mødte pressen med ”noget der ligner en brandtale” ifølge den svenske avis Dagens Nyheter.

Vi kommer ikke til at give os. Vi er kvinder

Kosovare Asllani, svensk landsholdsspiller

- Måske har de (FIFA, red.) lettere ved at styre herrelandshold, men vi damer og kvinder er pionerer. Vi vil forandre verden og skubbe den fremad. Hvis det betyder, at nogen skulle give os en bøde, så må de gøre det, siger Kosovare Asllani, som til daglig spiller i AC Milan og ofte vikarierer som anfører på det svenske landshold.

- Det er der, vi er kommet til. At vi tør tage stilling for at føre verden fremad.

FIFA truede med bøder og straf

Det regnbuefarvede 'One Love'-anførerbind var i centrum for en af de mest betændte diskussioner ved sidste års VM i Qatar.

På forhånd havde Danmark – og en række andre europæiske landshold – meldt ud, at de ville bære det.

Men efter det internationale fodboldforbund, FIFA, truede med bøder og sportslige straf, som for eksempel gule kort, endte ingen hold med at bære det kontroversielle anførerbind.

Men sĂĄdan bliver det altsĂĄ ikke ved kvindernes VM til sommer, lyder det fra Kosovare Asllani.

- Vi kommer ikke til at give os. Vi er kvinder.

Det engelske landshold har samme holdning

VM 2023 skal spilles i New Zealand og Australien, og hos kvinderne er spørgsmålet om det regnbuefarvede anførerbind alt andet end et lukket kapitel.

I sidste uge annoncerede de regerende europamestre fra England, at de ville bære regnbueanførerbindet, og blandt de svenske spillere er holdningerne hærdede som en svensk bjergklippe.

- Der er vi helt i synk. Det er en cool følelse at se det sammenhold inden for kvindefodbolden, siger Chelsea-spilleren Magdalena Eriksson, som i øvrigt er kæreste med den danske landsholdsanfører, Pernille Harder.

- Det handler om menneskelige rettigheder. Alle må stille sig op, for at alle får samme rettigheder i verden, siger Kosovare Asllani, hvorefter en journalist spørger hende, hvad hun mente med, at kvinderne var ”pionerer.”

- Vi har altid måttet kæmpe mere. Vi har altid fået dårligere ressourcer. Vi har altid haft dårligere vilkår med alt egentlig. Hvis vi skulle fortsætte med at acceptere det, ville det betyde, at vi står stille. Og det vil vi ikke. Vi vil fremad, og vi ved, hvad vi fortjener.”

Det svenske landshold er i Tyskland som en del af deres opvarmning til VM. I aften skal de møde Tyskland i venskabskamp i Duisburg, mens næste udfordring er mod Danmark hjemme i Malmø den 7. april.

VM i New Zealand og Australien bliver spillet i perioden 20. juli – 20. august. Danmark er også kvalificeret og skal spille første VM-kamp mod Kina 22. juli.