Et år efter invasionen ruller bolden stadig: - Et symbol på ukrainernes trodsighed
Ukrainerne kæmper for at få deres gamle liv tilbage. Om tre dage starter forårssæsonen i landets fodboldliga, som giver befolkningen et pusterum.
Spillerne træder ind på det mennesketomme stadion, hver og én med Ukraines gule og blå farver blafrende om skuldrene.
De er igen klar til at spille fodbold på ukrainsk jord, men denne gang under forhold, som de ikke har prøvet før.
Kampen mellem Rukh Lviv og Metalist Kharkiv bliver sat i gang, men lige før pausen runger luftsirenerne for første gang. Spillere, trænere og dommere trækker ned i stadionets beskyttelsesrum, hvor de sidder på ubestemt tid.
Opgøret bliver genoptaget for blot at blive afbrudt af samme årsag minutter senere. I alt fire gange må spillerne søge ly for missilangreb.
Metalist Kharkiv ender med at vinde kampen 4 timer og 27 minutter, efter dommeren har fløjtet opgøret i gang.
Ukrainere ved frontlinjen følger med
Kampen fra den 24. august 2022 beskriver meget godt, hvilke vilkår den ukrainske fodboldliga er blevet afviklet under, siden turneringen blev genoptaget i sommer efter Ruslands invasion af Ukraine.
Men selvom missilerne truer og forandrer sportens vilkår, er det vigtigt for ukrainerne, at fodbolden ruller et år inde i krigen. Det fortæller den ukrainske sportsjournalist Andrew Todos til TV 2 SPORT.
- Ruslands taktik er at gøre ukrainere bange, konstant få folk ned i beskyttelsesrum og bare nedbryde det menneskelige liv så meget som muligt.
- Derfor er det et symbol på ukrainernes trodsighed, at der fortsat bliver spillet fodbold på ukrainske stadions på ukrainsk jord. Det handler om at bevare normaliteten i sit liv, og det gør man ved at spille fodbold, gå til koncert, købe ind og møde sine venner på en café, siger Andrew Todos, der er bosiddende i Englands hovedstad, London.
Todos har arbejdet med ukrainsk fodbold i en årrække, og han har ukrainske forældre. Sportsjournalisten har skabt sitet Zorya Londonsk, som følger fodboldsspillet i det krigsplagede land.
Han peger også på en anden grund til, at spillet med den runde bold har betydning for ukrainerne, som hver dag prøver at leve med konsekvenserne af invasionen. Ved frontlinjen kæmper ultras og fans i krigen, og de har chancen for at tage telefonen frem en gang imellem for at følge, hvordan det går deres hold.
- Det giver et pusterum til ukrainerne. Jeg tror, det er meget værdifuldt.
- Det frigør dem fra virkeligheden. Du kan se fodbold i 90 minutter eller bare highlights, og afhængigt af resultatet kan det forbedre dit humør eller gøre din dag lidt værre. Det er sådan, fodbold fungerer, fortæller Andrew Todos.
At de ukrainske fodboldspillere og soldater føler samhørighed, bekræfter Vadim Takhterin. Han er pressechef for SK Dnipro-1, der fører den ukrainske liga.
- Jeg talte med vores soldater og en chef for en af bataljonerne. Han sagde: ”I er nødt til at spille, for det er vigtigt for vores soldater. De har ikke mange gode følelser for tiden, så de har brug for det,” siger Vadim Takhterin til TV 2 SPORT.
- Fred i mit land er den første ting i mit hoved
Mandag starter den bedste ukrainske fodboldrække op igen efter en frivillig vinterpause. Her mødes FC Oleksandriya og Metalist 1925 i et opgør, som skulle have været spillet i oktober, men som blev udskudt på grund af missilangreb i Kyiv.
I februar sidste år var pausen ikke frivillig, da Ukraine gik i undtagelsestilstand som følge af invasionen, og sæsonen blev afsluttet uden at kåre en vinder.
Da ligaen startede op, var det, fordi de ukrainske myndigheder vurderede, at fodbold igen kunne spilles i sikkerhed. Men det krævede nogle rammer, som fortæller historien om et land i krig. Og sådan er det stadig.
Klubberne FC Desna Chernihiv og FC Mariupol deltager ikke i denne sæson, efter deres stadioner er blevet ødelagt af bombardementer.
Samtidig dikterer sikkerhedsforanstaltninger, at kampene bliver spillet i fire forskellige regioner i Ukraine, et godt stykke fra frontlinjen, hvilket betyder, at flere hold er forvist fra deres hjemmebaner. Ingen tilskuere har lov til at overvære kampene. Og så kan kampene, som i eksemplet fra august, blive afblæst uden varsel, hvis luftsirenerne lyder.
Tilstanden i landet påvirker naturligvis også de professionelle ukrainske fodboldspillere.
- Før, ligesom alle fodboldspillere, tænkte jeg altid på kampene, modstanderne, og hvad jeg skulle gøre på banen. Jeg var ked af det, når jeg tabte, og glad, når jeg vandt.
- Men disse seks måneder har ændret mit liv, fordi nu er Ukraines sejr i krigen og fred i mit land den første ting i mit hoved, sagde Taras Stepanenko, Shakhtar Donetsk rutinerede landsholdsspiller, til Al-Jazeera, da den hjemlige fodboldrække startede op igen.
Fodbolden samler folket
Glæden over at kunne spille fodbold på ukrainsk jord er dog ikke forsvundet. For selvom sporten kan virke betydningsløs i krigens samlede billede, får fodbolden samtidig en større mening.
- Det er meget vigtigt for folket og for resten af verden. Vi kan sende en besked om, at Ukraine er her.
- Selv hvis der er krig i landet, kommer vi til at kæmpe, for vi vil leve normale liv ligesom i normale lande, har det ukrainske fodboldikon Andriy Shevchenko udtalt ifølge CNN.
Ordene fra den tidligere AC Milan- og Chelsea-angriber fortæller meget godt, hvad der er på spil for ukrainerne, mener sportsjournalist Andrew Todos.
- Jeg tror, at sport og specielt fodbold er blevet den samlende faktor for mange folk over det sidste år. Størstedelen af fodboldspillerne har vist deres holdning til krigen, til patriotisme og dét at forsvare sit land.
- De forstår, hvor privilegerede de er, at de kan spille fodbold og ikke skal kæmpe ved frontlinjen. Derfor optræder de med den største respekt og taknemmelighed over for dem, som forsvarer dem, siger Andrew Todos.
Også i de flere af de næstbedste rækker bliver der fortsat spillet fodbold, mens kvindernes bedste liga også bliver afviklet.
Ukraine FC er blevet skabt
I denne sæson har Shakhtar Donetsk, Dnipro-1 og Dynamo Kyiv repræsenteret Ukraine i de europæiske klubturneringer. Men også her har meget været anderledes. For selv når de ukrainske klubber har hjemmebanefordel, er de på udebane.
Torsdag aften spillede Dnipro-1 således mod cypriotiske AEK Larnaca – i Slovakiet.
Og storklubben Shakhtar Donetsk har slet ikke optrådt på sin hjemmebane i den østlige Donbas-region siden 2014, hvor Rusland annekterede Krim-halvøen. Klubbens europæiske hjemmebane hedder nu Stadion Wojska Polskiego i den polske hovedstad Warszawa.
Mange af Shakhtar-spillerne bor i Kyiv, og det giver både mange rejser og meget tid væk fra familien.
Det kunne mærkes, da et voldsomt luftangreb ramte Kyiv i oktober, hvor Shakhtar var ude af landet for at møde Real Madrid i Champions League.
- Det påvirker os. Men det vil ikke ødelægge vores moral, og på banen vil vi kæmpe, ligesom de ukrainske styrker kæmper for os og vores frihed, sagde Igor Jovićević, der er holdets træner.
Til kampen lavede tilskuerne en tifo med det ukrainske og polske flag, og spillerne har også haft det blå-gule nationalsymbol om skuldrene, når de er gået ud til de europæiske kampe.
Sådanne markeringer og gode internationale resultater er vigtige for at skabe opmærksomhed omkring Ukraines situation, mener Andrew Todos.
- De ukrainske klubber er de facto 'Ukraine FC', når de repræsenterer Ukraine i fodboldens verden og i de største turneringer, der findes. Det betyder, at før og under hver kamp bliver alle mindet om, hvad der sker derhjemme. Klubberne repræsenterer landet på den bedste måde, siger han.
Det ansvar og den chance for at sprede ukrainernes budskab i verden er man bevidst om i Dnipro-1.
- Det er en stor mulighed for at fortælle sandheden om, hvad der sker i Ukraine. Der er opmærksomhed fra millioner af folk fra mange lande.
- Det er første gang i klubbens historie (at Dnipro-1 deltager i en større europæisk klubturnering, red), og det er vigtigt at repræsentere Ukraine med tanke på den situation, som landet befinder sig i, siger holdets pressechef Vadim Takhterin.
Torsdag spillede Shakhtar sig videre til ottendedelsfinalerne i Europa League efter en dramatisk sejr i straffesparkskonkurrencen mod Rennes.
Shakhtar er nu det eneste tilbageværende ukrainske hold i de europæiske klubturneringer, da Dnipro-1 røg ud af Conference League.
Udviklingen er gået i stå
Invasionen har haft konsekvenser for det spillemæssige niveau i ligaen, fortæller Todos.
Et eksempel er Shakhtar Donetsk, som tidligere har været kendt for at gøre brug af mange brasilianske spillere. Siden invasionen har fem brasilianere forladt klubben permanent, mens yderligere fem er blevet lejet ud i den nuværende sæson.
Der er blot én brasilianer tilbage i Shakhtars trup.
- Inden 2022 var der en let forbedring i ukrainsk fodbold omkring, hvordan der blev spillet fodbold, og jeg synes, at man var inde i en positiv bane. Den udvikling er næsten gået fuldstændig i stå, siger Andrew Todos.
Alligevel mener han, at det har stor sportslig betydning, at den ukrainske fodboldliga er kommet i gang igen.
- Det kunne være endt med en generation af spildt, ukrainsk talent og en generel nedbrydning af ukrainsk fodbold. Det ville have haft langtrækkende konsekvenser, hvilket måske ville have været sværere at gendanne, end det er nu.