Fodbold

DBU-udmelding kan være det, der får Hjulmand til at forlænge

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft analyserer DBU's udmelding om et ja til et nationalt træningscenter.

Udmelding om et ja til et nationalt træningscenter kan være det, der får Kasper Hjulmand til at forlænge med Dansk Boldspil-Union (DBU). Den danske landstræner har kontrakt til efter EM næste år og skal tale fremtid med de ansvarlige formentlig i dette forår.

Hjulmand har aldrig lagt skjul på, at han ser det som lige så vigtigt at visionere på dansk fodbolds helhed og fremtid som det at være landstræner. Det var hans indgangsvinkel, da han i sin tid sagde ja til jobbet – og det han frem for meget andet idé-arbejdede med i tiden inden, han tog over efter Åge Hareide.

Kasper Hjulmand har længe efterlyst et samlet elitecenter for samtlige 17 landshold under DBU – et sted hvor 'alt-under-et-tag' kan huse forskere, trænere og alle omkring spillet inklusive DBU's (og Divisionsforeningens) administration. Altså et fælles fodboldcenter.

Meget politik over og under bordet

Nu er der i første omgang truffet en "principbeslutning", som DBU kalder det på sin hjemmeside. Og selvom det ikke i detaljer er helt efter Hjulmands visionsønsker, kan det være det, der får ham til at forlænge sin kontrakt.

Men det kræver, at de tilstødende 'hensigtserklæringer' bliver mere konkrete, og at Hjulmand og de øvrige i den sportslige sektor kan se, at der virkelig sker noget.

DBU har tidligere i bestyrelsesværelset behandlet Kasper Hjulmands visioner. Der har tidligere været en vis form for opbakning, men det har taget tid at konkludere. Der er rigtig meget økonomi i det her – og ikke mindst har der været meget politik over og under bordet. Vi taler eliten kontra bredden, vi taler geografisk øst eller vest.

Nu ser det ud til at blive geografisk fordelt over det ganske land, men indholdet er endnu ikke tydeligt nok til et decideret flueben. Måske heller ikke ud for Hjulmands fremtidsplaner.

Det går godt i dansk fodbold – det kan blive endnu bedre. Landsholdene er på succes-niveau, hvis vi ser bort fra herrelandsholdets skuffende VM-exit. Men det er et Hjulmand-landshold, der sørgede for EM-semifinale i 2021, der VM-kvalificerede sig suverænt, og som har opnået en nærmest historisk popularitet. Der er så godt som udsolgt til samtlige fem EM-kvalifikationskampe i Parken i år – tankevækkende, når vi ser modstandere som San Marino, Kasakhstan og Slovenien.

Årsagen er selvfølgelig en større samhørighed mellem spillere, træner og landsholdets fans. Skabt på en fond af generel mere åbenhed – også fra DBU – resultater, individuelle leveringer og Hjulmands offentlige omfavnelse.

Hjulmand i spidsen for et synligt comeback

Der er evalueret i DBU- og landsholdstoppen. Fodbolddirektør Peter Møller, DBU-direktør (lidt endnu) Jacob Jensen, kommunikationschef Jakob Høyer, chef for herrelandsholdet Christian Nørkjær og Kasper Hjulmand har siddet rundt om bordet og minutiøst vurderet, hvad der gik galt i og omkring VM i Qatar.

Jeg ved, at Hjulmand har haft det rigtig skidt – som de andre – efter VM-skuffelsen, men han har som så ofte taget det lange syn i brug. Der har været samtaler med spillerne, og alle har givet hinanden hånd på, at det her ikke skal glemmes, men gemmes. Landstræneren er i spidsen for et synligt comeback.

Hans popularitet er stor, og DBU vil naturligvis gerne forlænge kontrakten. Og jeg fornemmer, at Hjulmand, trods udenlandsk interesse, helst vil blive. Men ikke hvis visionerne ikke bliver konkret ført ud i livet. Så ser han ingen mening med sit arbejde for dansk fodbold som helhed. Kvalitets-gætter jeg.

En placering af et træningscenter i det østlige Danmark er det, der giver mest mening. Ikke mindst i forhold til herrelandsholdet, hvis man fastholder Parken som hjemmebane. Og selvfølgelig også den geografiske afstand til lufthavnen i Kastrup.

Kasper Hjulmand har ikke, så vidt vides, sat sin fremtid ind på en visionsafgørelse, og udmeldingen fra DBU er et skridt på vejen til en forlængelse. Men jeg ser det som svært at fastholde ham, hvis ikke der sker noget mere end hensigtserklæringer og principbeslutninger.

Det er en hård kamp, logistisk og økonomisk for fodboldunionen, men forventningen må være, at al handling fra nu af skal kunne ses.