Fodbold

Fem mål sikrer Haaland fem rekorder

Erling Haaland sparkede egenhændigt Leipzig ud af Champions League tirsdag aften.

Indrømmet: Denne artikel ligner en gentagelse – næsten som en opdateret kopi.

For nu har Erling Haaland gudhjælpemig skrevet historie igen. Denne gang med hele fem mål i tirsdagens Champions League-kamp, hvor Manchester City udraderede Leipzig med 7-0 og 8-1 samlet.

De fem mål sikrer Haaland fem rekorder:

  1. Hurtigste spiller til at score 30 mål i Champions League – 25 kampe
  2. Yngste spiller til at score 30 mål i Champions League – 22 år 7 måneder og 21 dage
  3. Delt rekord for flest mål i en Champions League-kamp – 5 mål
  4. Flest sæsonmål for Manchester City – 39 mål
  5. Flest Champions League-mål for Manchester City i en sæson – 10 mål

I alt har Erling Haaland scoret 39 mål i 36 kampe for Manchester City. Samlet har han rundet 33 mål i Champions League, hvor han desuden er den blot anden spiller, der scorer et tocifret antal mål for to forskellige klubber. De 33 Champions League-mål placerer ham i øvrigt som nummer 23 på alle tiders Champions League-topscorerliste.

- Det er en stor aften, siger Haaland til Manchester Citys hjemmeside.

- Jeg er først og fremmest stolt over at spille i Champions League. Jeg elsker den her turnering, og fem mål i en 7-0-hjemmesejr gør mig virkelig glad.

Lyn-analyse

Haaland er helt unik til at bevæge sig i feltet. Han kan sparke med højre, med venstre og han kan heade. Han har en god fornemmelse for rum, så han står ofte der, hvor bolden falder ned. Den intuition er ret svær at træne. Det er næsten noget, man skal være født med.

Med den samlede 8-1-sejr er Manchester City videre til kvartfinalerne i Champions League sammen med Benfica, AC Milan, Chelsea, Inter og Bayern München. De sidste to deltagere findes onsdag aften, hvor hjemmeholdene er store favoritter til at gå videre.

Real Madrid fører 5-2 inden returkampen mod Liverpool, mens Napoli fører 2-0 inden returkampen mod Frankfurt.

Kilder: Times Sport, OptaJoe, Squawka og Manchester City.